mandag, februar 3

Mangler du inspiration til at gå?

Er du glad for at gå eller mangler bare et lille kærligt skub i den rigtige retning, så findes der et ocean af bøger om det at gå. Både gode og mindre gode.

At gå kan de fleste. Det er ikke en sport, der kræver en masse udstyr. Kun en lille smule øvelse. Du skal bare have tid. Gå kort. Gå langt. Gå hurtigt. Gå langsomt. Bare gå i dit eget tempo. Vandreture på en dag eller langstursvandring. Går du for at komme fra A til B, for motionens skyld, er du til gåture med en du kender eller en gruppe, så det er muligt at tale sammen om stort eller små. Eller er du en ensom ulv, der vandrer for meditationens eller udfordringen. Der er bøger om alle gå-emner og gå-vinkler. Der er noget for alle.

Bente Klarlund Pedersen: Gå-bogen: Gå, så går det nok
Er det godt at gå. JA. Det er godt at gå. Sundhedsprofessor Bente Klarlunds bog giver dig alle argumenterne for, hvorfor du skal gå. Mangler du inspiration og motivation, så bør en gennemlæsning af Gå-bogen klare det. Du mindsker risikoen for 35 sygdomme; herunder kræft, demens og hjertesygdomme. Du holder vægten og motion virker anti-inflammatorisk. Gåture er et godt middel mod søvnløshed, depression, stress og angst. Går du, skærper du hukommelsen, kreativiteten og evnen til at lære. Behøver vi flere argumenter for at gå? Ikke mig.

Bill Bryson: En tur i skoven. Amerika genopdaget på Appalacherstierne
Bill Bryson tager sammen med en gammel ven af sted for at gå ad den berømte rute gennem Appalacherbjergene, The Appalachian Trail. Med sine over 3.300 kilometer gennem det østlige USA er vandreruten en klassiker blandt langtursvandring. Foran Bryson og hans umage ven, Stephen, venter de uendelige skove fylddt med alverdens farer – bjørne og ulve; forrykte ”hillbillies” der er høje af hjemmebrændt majswhisky, stinkdyr, vaskebjørne, myg og giftige bærbuske.
Hvordan kan man finde på at udsætte sig selv for den slags? Jo, forklarer Bill Bryson: ”Jeg ville også gerne have lidt af den selvtillid, der indfinder sig, når man kan spejde ud mod fjerne horisonter med et granithårdt blik og med langsom, mandig stemme sige: ’Ja, jeg har skidt langt ude i skoven.’”
Bill Bryson har skrevet en lang række ”rejsebøger”.
En tur i skoven er blevet filmatiseret med Robert Redford i rollen som Bryson og Nick Nolte spiller vennen.

Cheryl Strayed: Wild. En fortælling om at fare vild og finde sig selv igen
Som 22-årig mistede Cheryl Strayed alt. Moren døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college og begyndte at tage stoffer. 4 år senere nåede hun bunden, men kunne alligevel beslutte sig for noget så vanvittigt som at begive sig ud på en 2.000 km lang og ekstrem strabadserende vandretur ad Pacific Crest Trail gennem det vestlige USA. Ude i den vilde natur og under barske forhold kom hun på sporet af det hun har mistet. WILD er en smuk, herlig og inspirerende historie om at fare vild i livet og finde sig selv igen.
I 2015 kom filmen WILD, hvor Reese Witherspoon spillede hovedrollen som Cheryl Strayed.

Satish Kumar: No Destination. Autobiography of a Pilgrim
Da han var 9 år gammel blev Satish Kumar munk, som 18-årige kæmpede han for landreformer samt Gandhis visioner for en fredelig verden. I 1962 blev Kumar tændt af Bertrand Russell anti-atomvåben kampagne og begyndte en 13.000 km pilgrimsfærd til fods fra Indien til Washington D.C. via Moskva, Paris og London. Han ville give de fire verdensledere fra atomvåbennationerne en kop ”freds-the”, så verden kunne blive et bedre og mere sikkert sted. Uden penge, gik Kumar gennem ørkener, over bjerge, gennem sandstorme samt snestorme og undervejs stolede han på folks gavmildhed og gæstfrihed. No Destination er medrivende beskrivelse af et ekstraordinært liv og vandretur.

Udvalgte gå-bøger eller emner om at udfordre sig selv...
Frédéric Gros: Gå. En filosofisk fodrejse.
Tomas Espedal: Gå.
Erling Kagge: At gå. Et skridt ad gangen.
Gitte Holtze: Jeg lever. 4.265 kilometers vandring gennem en livskrise (Pacific Crest Trail i USA).
Anna Skyggebjerg: Gå tur. Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.
Henry David Thoreau: Om at vandre.
Wolfgang Büscher: Berlin-Moskva: En rejse til fods (3 måneders fodtur østpå i sporet af Napoleon og Hitler).
Robert Louis Stevenson: Vandring med et æsel i Cevennerne (Frankrig)
Laurie Lee: Jeg gik mig ud en sommermorgen (beretning om forfatterens tur fra barndomshjemmet og hans vandring som omrejsende spillemand gennem England og Spanien i midten af 1930'erne).
Shirley MacLaine: Camino. En spirituel rejse (beretning om skuespilleren Shirley MacLaines 800 km lange spanske pilgrimsfærd til fods).
Henrik Friediger: Mig og caminoen. Om at finde sig selv og de andre på Camino de Santiago (beretning fra en camino-veteran, der har gået den 800 kilometer lange tur en del gange).
Werner Herzog: Om at gå i is (gåtur fra München til Paris den 23.nov. til 14.dec.).
Mark Adams: Turn right at Machu Picchu. Rediscovering the Lost City One Step at a Time (forfatteren vandrer i 2011 i Hiram Binghams berømte fodspor fra 1911, hvor han fandt Machu Picchu i Peru).
Colin Fletcher: The Man who Walked Through Time (til fods langs Colorado-floden i Grand Canyon National Park i USA).
Peter Jenkins: A Walk Across America (fodtur med hund fra Alfred i New York State til New Orleans ved Gulfen).
George Edward Hart: Transcontinental Pedestrians. Canada’s First Cross-Country Walk (1906).
John Muir: A Thousand-Mile Walk to the Gulf (gåtur i USA fra Kentucky til Florida).
Keith Foskett: A Thru-Hiking Trilogy. Three amazing trails. Three great adventures (Camino de Santiago i Spanien, Pacific Crest Trail i det vestlige USA, Appalachian trail i det østlige USA).
Shirley Jean Tucker: The Amazing Foot Race of 1921. Halifax to Vancouver in 134 Days.
Susan Smith-Josephy: Lillian Alling. The journey home (er det muligt at gå fra New York til Sibirien?).
Tony Kevin: Walking the Camino. A Modern Pilgrimage to Santiago (pensioneret australsk diplomat beskriver på bedste vis en 8-ugers vandring gennem det nordlige Spanien).
Kate Humble: Thinking on my feet. The small joy of putting one foot in front of another.
Ben Montgomery: Grandma Gatewood's Walk.
Rachel Joyce: Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd.
Lis Nielsen: Vandring i Europa.
Gitte Holtze: Gå langt!
Jørgen Hansen: Pilgrimsfærd i Danmark (Udkommer 23-03-2020).
Tor Hernes & Majken Schultz: Bjergtaget.
Lene Gammelgaard: Everest.
Marina Aagaard: Kilimanjaro trekking.

lørdag, februar 1

2020 udgave af Rocky Mountains i Canada PDF-eBog

NYHED (udkom 27.1.2020):
2020 udgave af Rocky Mountains i Canada PDF-eBog

PDF-eBog til brug på iPad, smartphone, PC og lign.

Arne Naamansen: Rocky Mountains i Canada
2020 guide til Banff, Jasper, Kootenay og Yoho nationalparkerne.

Attraktioner. Camping. Km for km guide til landevejene. Vandreture. Du får forslag og personlige anbefalinger til oplevelser og aktiviteter samt en km for km guide til landevejene i parkerne.

Denne nye 2020 udgave erstatter 2014 udgave, der var på 106 sider.
35 års erfaring med Canada og 20 besøg i Rocky Mountains samlet i en bog
180 sider. A4 format, 25 MB
Masser af billeder. Masser af kort
Masser af informationer om parkerne
Km for km guide til landevejene
Personlige anbefalinger … og meget MEGET mere

mandag, januar 28

Alene i Canada

Sidste år tog Arne orlov fra et travlt arbejdsliv og et kærligtfamilieliv med kone og to teenagere. Han søgte ensomheden på en turtværs over Canada. Fra Atlanterhavet til Stillehavet. Fra de store ferskvandssøer i syd til Ishavet i nord.

Det blev til mange oplevelser, og nye steder blev føjet tilbesøgslisten. Canadas yderste grænser blev besøgt, og det blev til et utal af møder med de imødekommende canadiere.

Til foredraget, der er ledsaget af masser af billeder, kommer du med på 94 dages odyssé og en 30.610 km spændende, oplevelsesrig og underholdende rejse gennem ti canadiske provinser, tre territorier og en afstikker til Alaska (USA) over en noget speciel grænse. Arne kørte bil og autocamper, var med bus og tog samt vandrede, red og sejlede kano.

Det var en tur, hvor mange grænser blev prøvet af, og livet blev sat iperspektiv. Selvom det langt fra var Arnes første tur til Canada, så komhan hjem med et nyt syn på Canada og med nye ideer til, hvordan densidste del af hans liv skal udfolde sig. Han tog efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet nogle dramatiske beslutninger, så han nu kan bruge endnumere tid på at udforske sit elskede Canada.

Arne: ”Jeg vil hellere prøve og fortryde, end fortryde at jeg ikke prøvede”.



KLIK HER og læs mere om foredraget og bestilling via sogneaften.dk

tirsdag, september 29

BOG: CANADISK POTLATCH

24 oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada

Af Arne Tubæk Naamansen

Du kommer med i guldgravernes fodspor, sejler i kano på kanten af verden, går mellem rådyr og totempæle, lærer om, hvad totempælene betyder, møder danske udvandrere i New Denmark, kommer tæt på de enestående naturparker i Rocky Mountains, vandrer i sporet af jordens historie og oplever verdens smukkeste storby, Vancouver.

Arne Naamansen fortæller om Canada fra kyst til kyst. Fra Halifax i øst til Vancouver i vest. Han tager også læserne med til mindre besøgte steder som indianerbyerne Bella Coola og Alert Bay, Klondike, hvor vi hilser på en moderne guldgraver, Prince Edward Island, hvor Canada blev født, Nootka Sound, hvor det første møde mellem europæerne og vestkystindianerne fandt sted.

Potlatch betyder at give eller dele ud på Chinook-sprog. Med bogen får du Arne Naamansens 24 historier og oplevelser baseret på forfatterens mange rejseoplevelser i Canada. Han har boet, studeret og rejst i Canada i mere end 2 år og øser i bogen ud af sine oplevelser og erfaringer fra landet ovenpå USA.

277 sider fyldt med historier og oplevelser fra verdens næststørste land, Canada.


KLIK her og køb bogen som PDF-eBog hos SAXO.

torsdag, september 3

DU MÅ (ikke) FODRE BJØRNENE

En sandfærdig historie om mødet mellem turister og bjørne i USA 

Tekst: Arne Naamansen. Foto: National Park Service.

”STOP. Stop bilen. Dette er et hold op”, lyder det fra den lille lavstammede pelsklædte skikkelse foran bilen. 
”Giv mig noget mad”, lyder det brummende.

Eller sådan kunne det havde lydt, men den pelsklædte fyr er en lille sortbjørn, der står i vejkanten og opfører sig som en landevejsrøver. Sortbjørnen får de motoriserede turister i Yellowstone National Park i den amerikanske delstat Wyoming til at stoppe, så han kan tigge noget mad. 

Det skete i sommeren 1920, og minus den talende del er det historisk korrekt. Jesse James, som bjørnen blev kaldt, var en kendt landevejsrøver i Yellowstone, men også forbillede og læremester for andre lærenemme bjørne.  

Bjørne er dovne, ugidelige og vælger altid den lette løsning. De kan virke meget menneskelige og springer gerne over, hvor gærdet er lavest. Samtidig med det er de meget lærenemme. En ny interaktion mellem de vilde dyr og mennesker opstod med Jesse James, og han blev en prototype på Yellowstones berømte tiggere. De næste fem årtier var det almindeligt, at besøgende i parken fodrede bjørnene. 

De dårlige vaner var begyndt årtier før, men udviklede sig voldsomt, da bilturister efter Anden Verdenskrig i  stort tal begyndte at komme til Yellowstone. Småkager, madrester og skumfiduser blev rakt ud af bilvinduerne for at lokke bjørnene til. Var turisterne ikke hurtige nok, så kom bjørnene helt tæt på bilerne. De store krammebamser stillede sig på bagbenene, lænende sig op ad bilerne og ventede på godbidder.


Det var ikke tilladt at fodre bjørnene, men det var jo sjovt, så turisterne gjorde det, og parkbetjentene håndhævede ikke reglerne. Siden 1902 havde det været forbudt at fodre de vilde dyr, men det blev ikke håndhævet særligt strengt, og der blev ikke uddelt bøder. De ”dumme” turister fik en henstilling om at lade være, men ellers skete der ikke noget.
  

Starten på en dårlig vane 
I slutningen af 1800-tallet begyndte masseturismen at komme til Yellowstone. De første problemer med bjørne, der om natten listede rundt og rodede i hotellernes affald, blev registreret i 1889. De mange turister skulle være sikre på gode dyreoplevelser, så derfor blev der ved hotellerne i Yellowstone bygget fodringspaltforme til bjørne. Så kunne gæsterne sidde på hotellets veranda, mens madaffald fra de riges bord blev smidt på platformen. Effekten udeblev ikke. De dovne bjørne så en mulighed for ”easy food”.

Der var fodringsplatforme med tilhørende siddetribune, hvorfra turisterne kunne iagttage bjørnenes indtag af affaldsmad. Disse bjørneshows var meget populære, og ideen bredte sig til andre nationalparker i USA. Det skete med National Park Services stiltiende accept. Bjørnene blev omtalt og beskrevet som vilde, men opførte sig som tamme husdyr.

Udviklingen af disse bjørneshows på fodringsplatforme kan spores tilbage til manglende omtanke i forbindelse med madopbevaring på de første spisesteder i Yellowstone samt måden, hvorpå madrester blev håndteret. Det var næsten hver dag, at bjørne snusede omkring og rodede i affaldet eller brød ind i de dårligt sikrede lagerrum til mad. Bjørne har en super god lugtesans og er altid på jagt efter et hurtigt måltid. I 1897 observerede en turist ved Fountain Hotel i Yellowstone et dusin bjørne, der gennemgik dagens madaffald.

De såkaldte bjørneshows på fodringsplatforme steg voldsomt i popularitet hos turisterne, og i de brølende 1920’ere så meget, at der udviklede sig parkeringskaos i forbindelse med fodringerne. Bjørnene var også glade for ordningen. I 1920 havde fordringsplatformene besøg af 40 grizzly-bjørne. Et årti senere var tallet steget til 250. Der var opskriften på en katastrofe. 

En plan for at redde de vilde bjørne 
I Yellowstone National Park var der også flere lossepladser, som tiltrak bjørnene og gav dem nem adgang til menneskemad. Først i 1971 blev problemet med de tiggende bjørne og lossepladser taget alvorligt. Der blev lagt en plan for at lukke alle lossepladser i Yellowstone. Der blev produceret brochurer om, hvordan vi skulle opføre os, når vi besøgte USAs nationalparker og de vilde dyrs hjemmebane. Det var os turister, der var gæster. Bødetaksten blev hævet, og reglerne håndhævet.

Det tog en generation, men så var bjørnene igen blevet vilde og ikke længere tiltrukket af mennesker. Der var ikke længere lighedstegn mellem mennesker og mad. Så alle tiltag om sikkerhed og hvordan vi skal opføre os handler ikke om vores sikkerhed, men om at bevare bjørne som vilde dyr og ikke husdyr. 

Regler om god opførsel, når mennesker besøger bjørne 
Fodringsplatformene forsvandt under Anden Verdenskrig. Der var færre besøgende i parkerne, så uden den store modstand var det muligt at fjerne disse fodringsshows. De første bjørnesikrede affaldscontainere dukkede op i slutningen af 40’erne.[TJEK] Mod slutningen af 1960 var det slut med de venlige henstillinger og de skrevne advarsler. Nu blev der udskrevet bøder, ikke mange, men nogle. I 1969 blev ”keep a clean campsite” lov. Nu skulle alle sørge for at holde områderne på campingpladserne rene for mad, så bjørnene ikke blev fristet. I 1971 lukkede den sidste losseplads i Yellowstone. En ny forbedret bjørnesikret affaldscontainer bliver sat op overalt i Yellowstone. Et langt sejt træk tilbage mod vilde bjørne i Yellowstone National Park var begyndt, men først  i 1983 blev det i alle amerikanske nationalparker forbudt at fodre bjørnene. 

Et nyt studie om sortbjørnene i Yosemite National Park i Californien viser, at nu er bjørnenes diæt den samme som i begyndelsen af 1900-tallet. Den gennemsnitlige procentdel af menneskemad fundet i sortbjørnenes diæt i de fire perioder, der blev undersøgt, var som følger:  
13 % fra 1915 til 1919,  
27 % fra 1928 til 1939;  
35 % fra 1975 til 1985 og  
13 % igen fra 2001 til 2007.  
Vi er tilbage ved start. 

I dag gøres der en stor indsats for, at vi opfører os fornuftigt, når vi besøger bjørnenes land i USA. Det handler om sikkerhed, ikke vores sikkerhed, men bjørnenes sikkerhed, så det ikke er nødvendigt at aflive de søde, charmerende, sorte pelsdyr, fordi vi har opført os dumt. Bjørnene er vilde dyr, og de skal forblive vilde. De må ikke blive for glade for os mennesker og vores mad.

søndag, august 30

FOREDRAG OM CANADA

Om landet, naturen, totempæle, bjørne, indianere og danske udvandrere

Af Arne Naamansen

Populært foredrag med en af Danmarks største Canada-eksperter, Arne Naamansen. Her er muligheden for at dykke ned i det fantastiske land ovenpå på USA, der desværre ofte bliver klemt og glemt i sammenligning med den store nabo mod syd.

Danskerne valfarter til USA, men kun få vælger Canada, der ellers kombinerer det bedste af amerikansk og europæisk kultur i en enestående naturramme, der ikke findes lige. Du finder kyster med forrevne klipper og dybe fjorde med hvaler, himmelstræbende bjergkæder med sne på toppen, endeløse skove med brusende floder og vandfald, en uendelige prærie med cowboys og majsmarker, storbyer, der byder USA kamp til stregen, og smaragdgrønne krystalklare søer der indbyder til ro, fordybelse og refleksion.

I foredraget kommer vi omkring de majestætiske totempæle, indianernes smukke kunst og hvad motiverne betyder samt hører om guldfeber i slutningen af 1800-tallet. Vi skal også møde canadierne: Haida-indianeren Reg, den danske udvandrer Knud, sortbjørnen Jake og Ray – en moderne guldgraver ved Klondike.

Foredragsholder er Canada-ekspert Arne Naamansen, der siden 1985 har rejst 25 gange i landet og besøgt Canada fra kyst til kyst. Han har gentagne gange fyldt biblioteker og foredragssale med sit gribende Canadaforedrag.

Hvad mener publikum om foredraget

CANUSA Venskabsforeningen:
”Vores tilhørere kom med på tur fra kyst til kyst, hørte om guldgravere, bjørne og indianere, lærte om totempæle og silketryk, og holdt vejret under beretningen om den tabte flybillet. Arnes indsigt i indianernes kultur og hans erfaringer fra talrige rejser, gør ham til en fascinerende og blændende storyteller.”

Brian Olsen:
”Tak for et rigtigt godt foredrag med Arne Naamansen. Ham må I godt bruge igen :-) Uha der er meget at se og opleve "derovre"...”


Dan Petersen:
"Fantastisk og inspirerende foredrag."

Vivian R.:
"Super godt. Både detaljeret og indholdsrigt."

Det praktiske
Længde: 2 timer inkl. 15-20 minutters pause.
Har behov for lærred, projektor og stik til PC samt evt. mikrofon afhængig af lokalets størrelse.
Medbringer selv bærbar PC.
Pris efter aftale.
Kørselsgodtgørelse efter statens takster (jeg bor i Holstebro).

lørdag, juli 25

HVAD FORTÆLLER TOTEMPÆLENE

Hun står på det grønne græstæppe og kigger ud mod lyskurven på hjørnet af Belleville og Douglas Street. Næsten læner sig op ad træhusets gavl. I de dybe øjenhuler stirrer de sorte øjne. Trutmunden, der frembringer uimodståelige lokkelyde, afgrænses af fuldblodsrøde struttende læber, og armene på den fyldige sorte krop med store runde former omfavner et ungt menneske. Kvindens navn er Dzunukwa, og hun er stor – større end os mennesker.

Blandt de oprindelige folk på den canadiske vestkyst fortælles der mange historier om kæmpekvinden Dzunukwa. Kvinden med røde sensuelle læber. Hvis de små børn ikke er artige, så kommer Dzunukwa til landsbyen om natten. Når mørket omfavner natten mest muligt, og bålet i langhuset hensygner sløvt, da kommer Dzunukwa ud af skoven og tættere på langhusene. På ryggen bærer hun en kurv til nattens rov. Ser hun en mulighed, så snupper Dzunukwa de værste små bøller. Putter de uvorne unger i kurven og tager dem med ud i skoven - og de er væk for altid. Men selvfølgelig sker det kun for de børn, som ikke er artige. Det er børneopdragelse på den canadiske vestkyst blandt områdets oprindelige befolkning.

Dzunukwa er meget dygtig til det, hun gør. Der er endnu aldrig nogen, som har set hende tage et barn. Der er aldrig børn, der er undsluppet Dzunukwas fangenskab, så der er en lille smule uklarhed om, hvordan det foregår... 
Dzunukwa-kvinden er det nederste af fem motiver på en totempæl, der står i Thunderbird Park lige i hjertet af Victoria på Vancouver Island i det vestligste af Canada.  

Totempæle 
Bemærkelsesværdige, meget imponerende og ofte op til tyve meter høje træsøjler, fyldt med udskæringer. Totempælen er nordvestkystindianernes måde at fortælle en god historie på. Det er ”storytelling”, længe før ordet gjorde sit indtog i det danske sprog.

Totempælen handler om kulturel identitet. Det er en måde for de oprindelige folk på den canadiske vestkyst at fortælle: ”Hallo. Vi er her stadig, og vores kultur er her stadig”. Derfor bliver der stadig udskåret totempæle og dermed fortalt historier. Figurerne på pælen er rammerne for historien, som totempælen fortæller.

Det kan ofte være en traditionel historie, der ikke må bruges uden tilladelse. En totempæl skal behandles med respekt ligesom mennesker skal, for hos de oprindelige folk på Canadas vestkyst, er totempælen ligesom et menneske med historie og traditioner. En historie, der skal fortælles for at blive husket. 

”You treat a totempole with respect, just like a person, because in our culture that’s what it is. A pole is just another person that is born into the family, except he is the storyteller.” 
Norman Tait, Nisga’a nation, 1993. 

Hollywood og totempæle 
Selvom Hollywood gennem utallige western-klassikere fra 50’erne gerne vil fortælle os en anden historie, så er det i Nordamerika kun indianerne på den canadiske vestkyst, der udskærer og rejser totempæle. En skik udbredt blandt de syv hovedstammer langs kysten. Fra Tlingit i det sydøstlige hjørne af Alaska, Tsimshian ved Prince Rupert, Haida-folket på Queen Charlotte Island, Nuxalk omkring Bella Coola, Kwakwaka’wakw (også kendt som Kwakiutl) på nordspidsen af Vancouver Island og de nordlige øer i Georgia-strædet, eksempelvis Alert Bay og Quadra Island, Nuu-chah-nulth på vestkysten af Vancouver Island og hos Coast Salish i Vancouver-området og ned mod Seattle.  
Syv kulturelle hovedområder med hver deres særpræg og skik indenfor træskærerarbejder og udtryksformer – og dette slår også igennem på totempælene fra de forskellige stammer. 

Totempælen er ikke en totempæl 
Ordet totempæl er et forkert udtryk for disse udskårne træsøjler, men mange års brug har bidt sig fast, og nu er totempæle totempæle.  
Totem betyder genstand fra naturen, der i nogle naturreligioner menes at bringe lykke eller have en særlig religiøs betydning for et bestemt samfund eller en bestemt gruppe mennesker. Der er intet religiøst over en totempæl. Det er en historie, storytelling, eksempelvis et udsagn om en person eller til minde om en bestemt begivenhed.

Totempælen er et stykke monumental kunst udskåret på pæle eller søjler af træ med figurer, der kommunikerer vigtige beskeder i nordvestkystindianernes kultur. De udskårne dyr eller karakterer repræsenterer typisk symboler.  
Totempælene kan indgå i en bygning som del af husgavlen eller være bærende søjler i huset. De bliver brugt som velkomsthilsen til besøgende, begravelsespæle der indeholder afdødes rester, eller brugt til at bringe skam over nogen. 

Kwakwaka’wakw totempæl 
Majestætisk står totempælen med Dzunukwa foran langhuset ved Royal British Columbia Museum i Victoria by og kun et stenkast fra havnen og med the Empress Hotel på den anden side af gaden. Lige der, på hjørnet af Douglas Street og Belleville Street, var der i 1940 en tom grund. Hvorfor ikke bruge stedet til at vise nogle af de imponerende totempæle som naboen, provinsmuseet Royal British Columbia Museum, har i sine samlinger? Og det blev gjort.

Indbyggerne i Victoria blev glade for det, de så – og dermed var frøet lagt til Thunderbird Park. I dag kan vi turister komme forbi og se en stor samling af totempæle. Vi kan lære og blive klogere på de forskellige udskæringer og de forskellige stilarter fra vestkysten og de forskellige stammer.

Den bedste og mest imponerende plads i parken indtager Kwakwaka’wakw-indianeren Mungo Martins Dzunukwa-totempæl og langhus.

Forrest i parken og lige ud til krydset står den 5-mand høje og smukt udskårne og bemalede totempæl. En meter bagved pælen er det bemalede gavlparti af langhuset. Bagved igen kommer de andre totempæle og museet.

Ofte vil en totempæl foran et langhus vise symboler og vartegn for familien, som langhuset tilhører. Kunstneren Mungo Martin har på denne totempæl i Victoria valgt at udskære symboler fra fire af de mange klaner/storfamilier, der udgør Kwakwaka’wakw-nationen.

Fra toppen ser vi tordenfuglen, der tilhører Knight Inlet-klanen. Derunder kommer en dobbeltfigur. Grizzlybjørnen, der holder om en kobberplade og som, nedenunder bjørnen, transformerer sig til et menneske. Det viser, at grizzlyen er forfædre til Kwakwaka’wakw-nationen, og kobberpladen er et tegn på velstand.

Herunder ser vi bæveren (tydelig med store fortænder og krydsskraveret hale), der tilhører Blunden Harbour-klanen. Ved foden står den gigantiske Dzunukwa, der er symbolet på Nimpkish-klanen. Ifølge klanlegenden, så jagter en mand Dzunukwa, da hun har stjålet en tørret fisk, og det ender med, at de bliver gift. Deres søn, halvt menneske og halvt Dzunukwa, er grundlægger af klanen. Produktet af dette ægteskab, sønnen, sidder i sin moders arme og kigger sig over skulderen.

Wawadit’la, langhuset bag totempælen er en kopi af et original Kwakwaka’wakw langhus, men i en lidt mindre målestok. Det oprindelige langhus stod i midten af 1800-tallet i Fort Rupert (lige udenfor Port Hardy på Vancouver Island) og var opført af høvding Naka’penkim, hvis position Mungo Martin senere arvede. 
Indenfor i langhuset er der fire bærende pæle,som holder taget. Alle fire pæle er smukt udsmykket med symboler og tegn, der viser Naka’penkims relationer til 3 forskellige klaner gennem arv eller ægteskab. Husets gavl er udfyldt med et overnaturligt sø-monster. Motivet har Mungo Martin taget fra et gavldesign på et langhus, hvor husets høvding havde relationer til Mungo Martin.

Mungo Martins langhus og totempæl i Thunderbird Park blev indviet i 1953 med en 3-dages ceremonifest, hvor mere end 50 dansere optrådte. Alle i familie med Mungo Martin. Der kom oprindelige folk fra hele vestkysten til festen. Der blev for første gang i 80 år holdt en traditionelt potlatch-fest, hvor Mungo Martin, som ejer af huset og totempælens skaber, gav gaver væk til 30 personer af høj status og mere end 200 gæster.

Gæsterne modtag gaverne og accepterede dermed Mungo Martins status og Dzunukwa-totempælens betydning og placering i Thunderbird Park i Victoria. 

FAKTABOKS 

  • Der er flere gode steder i Canada at se totempæle og lære om deres betydning. 
  • Royal British Columbia Museum i Victoria www.royalbcmuseum.bc.ca  
  • MOA. Museum of Anthropology i Vancover. www.moa.ubc.ca  
  • I Vancouver kan du også se totempæle i Stanley Park. 
  • Canadian Museum of Canada (det tidligere Canadian Museum of Civilization) i Ottawa www.historymuseum.ca