Viser opslag med etiketten Canada. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Canada. Vis alle opslag

mandag, oktober 18

Igen på rejse til Canada

 Det var så godt at være tilbage i Canada. Selvom jeg kun havde 7 døgn, så nåede jeg at…
👍vandre 77 km med en masse højdemeter.
👍opleve blå himmel, sol, 15 grader og en snestorm. Det er The Rockies i oktober. 
👍spise på mange af mine canadiske/Rocky Mountains favoritter: Tim Hortons, Subway, Beavertails, Banff Poutine, Wild Flour Bakery, Craigs Family Restaurant, Rocky Mountain Bagel Co og Freshii.
👍læse 2 canadiske bøger: The whisper on the night wind af Adam Shoalts og Indians on vacation af Thomas King.
Se, det er en GOD FERIE.
Nu er det store spørgsmål? Hvornår kan jeg komme tilbage? Farvel 🇨🇦 vi ses a.s.a.p. = snart.

Banff National Park, Rocky Mountains, Alberta, Canada


#VandretureBanff #VandretureBanffNationalPark
#ArneOnTheTrails🍁 #ArnesForedrag

lørdag, oktober 16

Banff by og område i Banff National Park, Canada

❤️ området ved Banff by ❤️ oktober i Canada 
#TunnelMountain #BowRiverTrail #SulphurMountain #BanffTown #BanffNationalPark #RockyMountains #Alberta #Canada 🇨🇦 
#ArnesForedrag #ArneOnTheTrail🍁
Banff Town, Sulphur Mountain, Tunnel Mountain, Bow River, National Park, Canada
Banff Town, Sulphur Mountain, Tunnel Mountain, Bow River, National Park, Canada

torsdag, oktober 14

Herbet Lake, Icefields Parkway, Banff National Park

❤️ 🇨🇦 Herbert Lake, Icefields Parkway km 5, 
#HerbertLake #IcefieldsParkway #BanffNationalPark #RockyMountains #Alberta #Canada #ArnesForedrag #ArneOnTheTrail🍁


tirsdag, oktober 12

Johnston Canyon, Banff, National Park Canada (VIDEO)

🇨🇦🥾 Johnston Canyon Lower og Upper Falls 🇨🇦

Banff National Park, Rocky Mountains, Alberta, Canada

Lower Falls: Længde: 1,2 km en vej til Lower Falls. Højdeforskel: 50 m. Upper Falls (videre fra Lower Falls): Længde:Fra Lower Falls +1,4 km en vej til Upper Falls. Total niveauforskel fra start til Upper Falls: 170 meter. START: Johnston Canyon parkeringsområde med toiletter, Bow Valley Parkway, Banff National Park, Rocky Mountains, Alberta, Canada.
33 km fra Lake Louise og 17 km fra Trans Canada Highway ved Banff by.
Herlig gåtur/vandretur i gennem Johnston-kløften på brede stier og smalle broer med rækværk, der fører til første de smukke Lower Falls og senere til de mere spektakulære 30 meter høje Upper Falls. For et unikt syn, fortsæt ekstra 250 m længere til udsigtspunktet på toppen af ​​Upper Falls.
Johnston Canyon-området med stier og campingplads er meget populært, og parkering i området er begrænset. Planlæg dit besøg og kom tidligt. Hvis du synes om det, du har set, så vil det være meget motiverende, hvis du abonnerer på min ArneOnTheTrail🍁 YouTube kanal. #JohnstonCanyon #BanffNationalPark #BowValleyParkway #Rocky Mountains #Alberta # Canada #hiking #trails #vandretureiCanada #vandretureiRockyMountains #vandretureiBanffNationalPark #ArneOnTheTrail🍁

Find med Google Maps vej til Johnston Canyon Trail på Bow Valley Parkway i Banff National Park

mandag, oktober 11

Bow River Trail, Lake Louise Village, Banff National Park

#BowRiverLoopTrail. Skøn morgen 🥾 tur. Frisk luft. Blå himmel. En snehvid dyne har dækket landskaberne. 🇨🇦 Jeg takker. 
HAPPY THANKSGIVING CANADA 🇨🇦🇨🇦🇨🇦🇨🇦🇨🇦
#BowRiver #LakeLouiseVillage #LakeLouise #BanffNationalPark #Alberta #Canada #ArnesForedrag #ArneOnTheTrail🍁


Bow River Trail Lake Louise Village Banff Nation al Park Alberta Canada

Bow River Trail Lake Louise Village Banff Nation al Park Alberta Canada

Find vej med Google Maps til Bow River Loop Trail ved Lake Louise Village i Banff National Park
 

lørdag, oktober 9

Jeg rejser til Canada

Fik købt flybillet, lejet bil og fundet overnatningssteder i Calgary, Banff og Lake Louise, selvom det er Thanksgiving weekend. Plus styr på eTa, PCR-test, vaccinationer, ArriveCan, mundbind og karantæneplan. Klar til igen at opleve Canada.
❤️ 🇨🇦 Skønt at være tilbage i Canada. Jeg har savnet dig.
#BanffNationalPark
#EiffelLakeTrail
#RockyMountains
#Alberta
#Canada
#ArnesForedrag
#ArneOnTheTrail🍁

Moraine Lake set fra Eiffel Lake Trail Banff National Park Alberta Canada
Moraine Lake set fra Eiffel Lake Trail, Banff National Park, Alberta, Canada

søndag, september 26

Jeg rejser til Canada & jeg rejser til USA a.s.a.p.

Jeg rejser til Canada & jeg rejser til USA a.s.a.p.
Canada åbnede landet op for færdigvaccinerede turister den 7. september og USA er kommer på banen med en mulig dato - de åbner en gang i november. Herligt. Skønt. Fantastisk. Verden er ved at åbne op igen. 

Corona er stadig derude…
Vi lever stadig i en Coronatid med påpasselighed og mulighed for restriktioner, men vi har også lært at passe på hinanden og os selv. Nu er det muligt at rejse til Canada og snart også USA. Jeg kan ikke vente. Jeg skal afsted. a.s.a.p. As soon as possible. Så hurtigt som muligt.

Jeg rejser til Canada og USA

Jeg var senest i Rocky Mountains i Canada og det sydvestlige USA...
Det er nu to år siden jeg senest var i de canadiske Rocky Mountains i Canada. Det var en smuk efterårstur, hvor jeg vandrede og oplevede de gule farver i bjergene. Det samme gælder for nationalparkene i det sydvestlige USA. Jeg besøgte bl.a. Yosemite og Grand Canyon nationalparkerne i november 2019. Det var i forbindelse med at jeg skulle løbe halvmaraton i Las Vegas. Det bliver godt at komme afsted igen.

Indrejseregler: eTa, Esta, ArriveCAN, mm.
Der vil være flere krav og betingelser som skal opfyldes for at få lov, men sådan må det være. En lille forhindring i forhold til igen at kunne glæde sig til en rejse til Canada eller igen glæde sig til en rejse til USA.  Det kan ikke stå i vejen for de store og supergode oplevelser, der venter på en rejse til Canada eller en rejse til USA.

Klar, parat, afsted til Canada og USA
Min dufflebag er fundet frem og passet udløber først i 2024. Jeg er klar. Nu mangler jeg “bare” at beslutte mig, men det gode ved rejser til Canada og USA er, at der findes ikke dårlige valg - i hvert fald ikke i mit hoved. 

Rejser til Canada og USA er altid gode…
Drømmene er store og planerne er mange. Men en tur til Rocky Mountains i Canada: Banff National Park og Jasper National Park og en tur til  nationalparkerne i det sydvestlige USA: Grand Canyon National Park, Bryce Canyon National Park og Zion National Park står øverst på min liste.

NU SKAL JEG BARE BESTEMME MIG. 

lørdag, september 2

arneXcanada = Arne på tværs af Canada

arneXcanada = Arne på tværs af Canada

Goddag. Hello. Bonjour. Mit navn er Arne.

Jeg er fou de Canada. Jeg ‘aime Canada. Landet, geografien, canadierne, naturen, dyrene, historien, det multikulturelle, det tosprogede, sporten, musikken og vejret.

Alt hvad der er canadisk. I love it all. Jeg er crazy med det hele.

Min rejse begyndte den 31. maj i Halifax, og sluttede i Edmonton den 31. august. Jeg var hjemme i Danmark igen den 1. september.

Det blev til en rejse tværs over Canada på 94 dage.

Jeg kørte i bil og autocamper 30.610 km, fik gået 1.095,2 km, spiste 150 donuts, så 43 elge, 9 brunbjørne og 11 sortbjørne samt 1 ulv, 1 los og 100-vis af laks samt fangede 3 kongelaks og 1 pukkellaks.

Arne rundt i Canada fra kyst til kyst i 2017


søndag, juni 4

Annapolis Royal

Postkort fra Annapolis Royal på vestkysten af Nova Scotia i Canada.

Annapolis Royal

Annapolis Royal

Annapolis Royal

4. juni. Annapolis Royal

Start: Ellenwood Lake Provincial Park

Rute: # 1 - Cape St. Mary - #1 - Annapolis Royal - #8 - Kejimkujik National Park

Seværdigheder: Fort Anne, Annapolis Royal.

Oplevelser: Guy Franchy's genbrugsbutik

Dagens Tim: 488 Highway 303, Digby, NS

Kilometer: 235 (kørt) + 14,5 (gået)

Solnedgang: 20.54

Solopgang: 5.30

Overnatning: Jeremy Bay Campground, Kejimkujik NP. 


lørdag, juni 3

Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne i Nova Scotia

Postkort fra Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne i Nova Scotia

Mahone Bay med de tre kirker

Lunenburg i Nova Scotia



3. juni. Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne

Start: Graves Island Provincial Park.

Rute: #3

Seværdigheder: Mahone Bay, Lunenburg, Bluenose II, Shelburne.

Oplevelser: Truck med hummer var væltet på landevejen. Folk var vilde...

Dagens Tim: 520 Main St, Yarmouth, NS

Kilometer: 291 (kørt) + 18 (gået)

Solnedgang: 20.54

Solopgang: 5.30

Overnatning: Ellenwood Lake Provincial Park.


fredag, juni 2

Peggys Cove i Nova Scotia

Et besøg i Peggys Cove er et skridt tilbage i tiden. Her er bevaret fiskehuse fra begyndelsen af 1900-tallet.

Peggy Cov nova scotia canada

Peggy Cov fyrtårn nova scotia canada

Graves Island Provincial Park

Peggys Cove i Nova Scotia, Canada

2. juni. Peggys Cove

Start: Halifax

Rute: Fraserway i Bedford/Halifax - #102 - #333 - Peggys Cove - #333 - #3 - Graves Island Provincial Park

Seværdigheder: Peggys Cove

Oplevelser:

Dagens Tim: 5126 St. Margarets Bat Rd., Tantallon, NS

Kilometer: 124 (kørt) + 12 (gået)

Solnedgang: 20.53

Overnatning: Graves Island Provincial Park

Solopgang: 5.31

torsdag, juni 1

24 timer i Halifax

Jeg havde kun et døgn i Halifax og skulle prioritere min tid. Det blev en lang gåtur med masser af stop rundt i byen, der er fyldt med historie. 

1. juni. 24 timer i Halifax

Start: Halifax

Rute: Gottingen Street - Young Street - The Hydrostone - Fairview Lawn Cemetery - Quinpool Road - Point Pleasant Park - Halifax Seaport - Pier 21 - Harbourfront - Halifax Citadel

Seværdigheder: Fairview Lawn Cemetery, Point Pleasant Park, Pier 21, Halifax Harbourfront, Halifax Citadel.

Oplevelser: Antallet af mønttelefoner/"telefonbokse" der stadig findes i Halifax

Dagens Tim: 6455 Quinpool Rd, Halifax, NS

Kilometer: Gået 41,3

Solnedgang: 20.52

Overnatning: Hampton Inn & Suites by Hilton, Halifax Downtown.

Solopgang: 5.31

onsdag, maj 31

Hi Canada - Bonjour Canada

Farvel Danmark, regn og kun 11 grader celcius. Vi ses igen i september. Forude venter Canada. Hele Canada. Fra kyst til kyst, men jeg begynder i Jylland med en times kørsel til Billund Lufthavn. Af sted hjemmefra kl. 03.00.

Med Air Canada til Canada

Jeg har købt en Air Canada flybillet, men det indebærer en flyvning fra Billund til Frankfurt med Lufthansa. En positiv overraskelse. Turens første fordom, at tyskere ikke har humor, er allerede punkteret. Jeg har nu mødt de første tyskere med humor. Både kaptajnen på flyet og den ene fra kabinepersonalet underholdte undervejs med vittigheder om sikkerheden og piloternes evner til at taxi flyene rundt. Personalet må være importeret arbejdskraft eller Lufthansa har haft hjælp udefra…

Til canada med air canada fra frankfurt lufthavn

Hi Canada – Bonjeur Canada

Canadas officielle to-sprogspolitik bliver hyppigt brugt ombord på Air Canadas fly. Alle annonceringer over højtalerne kommer som minimum på engelsk og fransk, og fordi jeg fløj fra Frankfurt til Montreal også på tysk.

En flyvetur uden ventetid

Vi har sammenlignet med for 50 år siden fået jetmotorer og masser af moderne teknologi og alligevel så har rejsetiden ikke ændret sig. Flyvetiden ja, men rejsetiden er den samme. Vi bruger tid på tidlig check-in, sikkerhed, boarding af flyvemaskiner med plads til 250, 300, ja over 400 passagerer.

Min ventetid

Ved check-in kiosk: 0 minutter.
Ved bagagedrop: 0 minutter.
Ved sikkerhedskontrollen i Billund: 4 minutter.
Boarding og seatling i Billund, Frankfurt og Montreal: 23 minutter.
Immigration og custom i Montreal: 11 minutter.
Bagagebåndet i Halifax: 6 minutter.
Sjældent har jeg oplevet så lidt ventetid. Herligt.

Drømmetur med Air Canadas 787-8 Dreamliner

Det var en virkelig smooth flyvetur fra Frankfurt til Montreal med Air Canadas Dreamliner. Det gik som en drøm i Dreamlineren. Nu forstår jeg, hvorfor der er mennesker som siger: “Vi flyver kun, hvis vi kan flyve med Dreamlineren”. Minimal støj og susen undervejs. Jeg  synes også start og landing var med mere følelse end normalt.

Flyvetid er filmtid

Det bedste ved at flyve oversøisk er det personlige underholdningssystem. 600 timer fyldt med film, TV, podcasts, musik, spil, med mere. Alt for meget til godt syv timers flyvning. Nåede at se Hidden FiguresLive by Night og Hacksaw Ridge, men ikke The Founder. Altsammen helt nye film. God rejseplanlægning er at rejse oversøisk hen over et månedsskifte, så skifter flyselskaberne film. Ud maj og hjem juni, så er årets behov for nye film dækket, så rigeligt.

Det værste ved at rejse alene

I lufthavnene er der ingen til at holde øje med min bagage, når naturen kalder og et toiletbesøg er nødvendigt. Hvorfor har alverdens lufthavne (gælder i hvertfald Billund, Frankfurt, Montreal og Halifax) så små toiletter at du skal være tryllekunstner for at få sportstasken eller kabinekufferten med ind. Bagagen må jo ikke være alene? Rejser jeg/vi med for meget håndbagage eller er toiletfaciliteterne for små?

31. maj. Afsted til Halifax i Canada

Start: Billund Lufthavn

Rute: Bil til Billund. Fly: Billund - Frankfurt - Montreal - Halifax. Bus 320 fra Halifax Airport til Downtown Halifax

Seværdigheder:

Oplevelser: Tim Hortons. Som altid en god oplevelse

Dagens Tim: 1781 Upper Water Street, Halifax, NS

Kilometer: Bil: 100. Fly: 7.302 fordelt på 637 + 5860 + 435. Bus: 34. Gået: 11,4.

Solnedgang: 20.51 (Halifax)

Overnatning: Hampton Inn & Suites by Hilton, Halifax Downtown.

Solopgang: 04.47 (Billund)

søndag, august 30

FOREDRAG OM CANADA

Om landet, naturen, totempæle, bjørne, indianere og danske udvandrere

Populært foredrag med en af Danmarks største Canada-eksperter, Arne Naamansen. Her er muligheden for at dykke ned i det fantastiske land ovenpå på USA, der desværre ofte bliver klemt og glemt i sammenligning med den store nabo mod syd.

Danskerne valfarter til USA, men kun få vælger Canada, der ellers kombinerer det bedste af amerikansk og europæisk kultur i en enestående naturramme, der ikke findes lige. Du finder kyster med forrevne klipper og dybe fjorde med hvaler, himmelstræbende bjergkæder med sne på toppen, endeløse skove med brusende floder og vandfald, en uendelige prærie med cowboys og majsmarker, storbyer, der byder USA kamp til stregen, og smaragdgrønne krystalklare søer der indbyder til ro, fordybelse og refleksion.

I foredraget kommer vi omkring de majestætiske totempæle, indianernes smukke kunst og hvad motiverne betyder samt hører om guldfeber i slutningen af 1800-tallet. Vi skal også møde canadierne: Haida-indianeren Reg, den danske udvandrer Knud, sortbjørnen Jake og Ray – en moderne guldgraver ved Klondike.

Hvad mener publikum om foredraget

Brian Olsen:
”Tak for et rigtigt godt foredrag med Arne Naamansen. Ham må I godt bruge igen :-) Uha der er meget at se og opleve "derovre"...”


Dan Petersen:
"Fantastisk og inspirerende foredrag."

Vivian R.:
"Super godt. Både detaljeret og indholdsrigt."

Det praktiske
Foredraget kan holdes som traditionelt foredrag eller som online webinar.
Længde: 2 timer inkl. 15-20 minutters pause.
Har behov for lærred, projektor og stik til PC samt evt. mikrofon afhængig af lokalets størrelse.
Medbringer selv bærbar PC.
Pris efter aftale.
Kørselsgodtgørelse efter statens takster (jeg bor i Holstebro).

lørdag, juli 25

HVAD FORTÆLLER TOTEMPÆLENE

Hun står på det grønne græstæppe og kigger ud mod lyskurven på hjørnet af Belleville og Douglas Street. Næsten læner sig op ad træhusets gavl. I de dybe øjenhuler stirrer de sorte øjne. Trutmunden, der frembringer uimodståelige lokkelyde, afgrænses af fuldblodsrøde struttende læber, og armene på den fyldige sorte krop med store runde former omfavner et ungt menneske. Kvindens navn er Dzunukwa, og hun er stor – større end os mennesker.

Blandt de oprindelige folk på den canadiske vestkyst fortælles der mange historier om kæmpekvinden Dzunukwa. Kvinden med røde sensuelle læber. Hvis de små børn ikke er artige, så kommer Dzunukwa til landsbyen om natten. Når mørket omfavner natten mest muligt, og bålet i langhuset hensygner sløvt, da kommer Dzunukwa ud af skoven og tættere på langhusene. På ryggen bærer hun en kurv til nattens rov. Ser hun en mulighed, så snupper Dzunukwa de værste små bøller. Putter de uvorne unger i kurven og tager dem med ud i skoven - og de er væk for altid. Men selvfølgelig sker det kun for de børn, som ikke er artige. Det er børneopdragelse på den canadiske vestkyst blandt områdets oprindelige befolkning.

Dzunukwa er meget dygtig til det, hun gør. Der er endnu aldrig nogen, som har set hende tage et barn. Der er aldrig børn, der er undsluppet Dzunukwas fangenskab, så der er en lille smule uklarhed om, hvordan det foregår... 
Dzunukwa-kvinden er det nederste af fem motiver på en totempæl, der står i Thunderbird Park lige i hjertet af Victoria på Vancouver Island i det vestligste af Canada.  

Totempæle 
Bemærkelsesværdige, meget imponerende og ofte op til tyve meter høje træsøjler, fyldt med udskæringer. Totempælen er nordvestkystindianernes måde at fortælle en god historie på. Det er ”storytelling”, længe før ordet gjorde sit indtog i det danske sprog.

Totempælen handler om kulturel identitet. Det er en måde for de oprindelige folk på den canadiske vestkyst at fortælle: ”Hallo. Vi er her stadig, og vores kultur er her stadig”. Derfor bliver der stadig udskåret totempæle og dermed fortalt historier. Figurerne på pælen er rammerne for historien, som totempælen fortæller.

Det kan ofte være en traditionel historie, der ikke må bruges uden tilladelse. En totempæl skal behandles med respekt ligesom mennesker skal, for hos de oprindelige folk på Canadas vestkyst, er totempælen ligesom et menneske med historie og traditioner. En historie, der skal fortælles for at blive husket. 

”You treat a totempole with respect, just like a person, because in our culture that’s what it is. A pole is just another person that is born into the family, except he is the storyteller.” 
Norman Tait, Nisga’a nation, 1993. 

Hollywood og totempæle 
Selvom Hollywood gennem utallige western-klassikere fra 50’erne gerne vil fortælle os en anden historie, så er det i Nordamerika kun indianerne på den canadiske vestkyst, der udskærer og rejser totempæle. En skik udbredt blandt de syv hovedstammer langs kysten. Fra Tlingit i det sydøstlige hjørne af Alaska, Tsimshian ved Prince Rupert, Haida-folket på Queen Charlotte Island, Nuxalk omkring Bella Coola, Kwakwaka’wakw (også kendt som Kwakiutl) på nordspidsen af Vancouver Island og de nordlige øer i Georgia-strædet, eksempelvis Alert Bay og Quadra Island, Nuu-chah-nulth på vestkysten af Vancouver Island og hos Coast Salish i Vancouver-området og ned mod Seattle.  
Syv kulturelle hovedområder med hver deres særpræg og skik indenfor træskærerarbejder og udtryksformer – og dette slår også igennem på totempælene fra de forskellige stammer. 

Totempælen er ikke en totempæl 
Ordet totempæl er et forkert udtryk for disse udskårne træsøjler, men mange års brug har bidt sig fast, og nu er totempæle totempæle.  
Totem betyder genstand fra naturen, der i nogle naturreligioner menes at bringe lykke eller have en særlig religiøs betydning for et bestemt samfund eller en bestemt gruppe mennesker. Der er intet religiøst over en totempæl. Det er en historie, storytelling, eksempelvis et udsagn om en person eller til minde om en bestemt begivenhed.

Totempælen er et stykke monumental kunst udskåret på pæle eller søjler af træ med figurer, der kommunikerer vigtige beskeder i nordvestkystindianernes kultur. De udskårne dyr eller karakterer repræsenterer typisk symboler.  
Totempælene kan indgå i en bygning som del af husgavlen eller være bærende søjler i huset. De bliver brugt som velkomsthilsen til besøgende, begravelsespæle der indeholder afdødes rester, eller brugt til at bringe skam over nogen. 

Kwakwaka’wakw totempæl 
Majestætisk står totempælen med Dzunukwa foran langhuset ved Royal British Columbia Museum i Victoria by og kun et stenkast fra havnen og med the Empress Hotel på den anden side af gaden. Lige der, på hjørnet af Douglas Street og Belleville Street, var der i 1940 en tom grund. Hvorfor ikke bruge stedet til at vise nogle af de imponerende totempæle som naboen, provinsmuseet Royal British Columbia Museum, har i sine samlinger? Og det blev gjort.

Indbyggerne i Victoria blev glade for det, de så – og dermed var frøet lagt til Thunderbird Park. I dag kan vi turister komme forbi og se en stor samling af totempæle. Vi kan lære og blive klogere på de forskellige udskæringer og de forskellige stilarter fra vestkysten og de forskellige stammer.

Den bedste og mest imponerende plads i parken indtager Kwakwaka’wakw-indianeren Mungo Martins Dzunukwa-totempæl og langhus.

Forrest i parken og lige ud til krydset står den 5-mand høje og smukt udskårne og bemalede totempæl. En meter bagved pælen er det bemalede gavlparti af langhuset. Bagved igen kommer de andre totempæle og museet.

Ofte vil en totempæl foran et langhus vise symboler og vartegn for familien, som langhuset tilhører. Kunstneren Mungo Martin har på denne totempæl i Victoria valgt at udskære symboler fra fire af de mange klaner/storfamilier, der udgør Kwakwaka’wakw-nationen.

Fra toppen ser vi tordenfuglen, der tilhører Knight Inlet-klanen. Derunder kommer en dobbeltfigur. Grizzlybjørnen, der holder om en kobberplade og som, nedenunder bjørnen, transformerer sig til et menneske. Det viser, at grizzlyen er forfædre til Kwakwaka’wakw-nationen, og kobberpladen er et tegn på velstand.

Herunder ser vi bæveren (tydelig med store fortænder og krydsskraveret hale), der tilhører Blunden Harbour-klanen. Ved foden står den gigantiske Dzunukwa, der er symbolet på Nimpkish-klanen. Ifølge klanlegenden, så jagter en mand Dzunukwa, da hun har stjålet en tørret fisk, og det ender med, at de bliver gift. Deres søn, halvt menneske og halvt Dzunukwa, er grundlægger af klanen. Produktet af dette ægteskab, sønnen, sidder i sin moders arme og kigger sig over skulderen.

Wawadit’la, langhuset bag totempælen er en kopi af et original Kwakwaka’wakw langhus, men i en lidt mindre målestok. Det oprindelige langhus stod i midten af 1800-tallet i Fort Rupert (lige udenfor Port Hardy på Vancouver Island) og var opført af høvding Naka’penkim, hvis position Mungo Martin senere arvede. 
Indenfor i langhuset er der fire bærende pæle,som holder taget. Alle fire pæle er smukt udsmykket med symboler og tegn, der viser Naka’penkims relationer til 3 forskellige klaner gennem arv eller ægteskab. Husets gavl er udfyldt med et overnaturligt sø-monster. Motivet har Mungo Martin taget fra et gavldesign på et langhus, hvor husets høvding havde relationer til Mungo Martin.

Mungo Martins langhus og totempæl i Thunderbird Park blev indviet i 1953 med en 3-dages ceremonifest, hvor mere end 50 dansere optrådte. Alle i familie med Mungo Martin. Der kom oprindelige folk fra hele vestkysten til festen. Der blev for første gang i 80 år holdt en traditionelt potlatch-fest, hvor Mungo Martin, som ejer af huset og totempælens skaber, gav gaver væk til 30 personer af høj status og mere end 200 gæster.

Gæsterne modtag gaverne og accepterede dermed Mungo Martins status og Dzunukwa-totempælens betydning og placering i Thunderbird Park i Victoria. 

FAKTABOKS 

  • Der er flere gode steder i Canada at se totempæle og lære om deres betydning. 
  • Royal British Columbia Museum i Victoria www.royalbcmuseum.bc.ca  
  • MOA. Museum of Anthropology i Vancover. www.moa.ubc.ca  
  • I Vancouver kan du også se totempæle i Stanley Park. 
  • Canadian Museum of Canada (det tidligere Canadian Museum of Civilization) i Ottawa www.historymuseum.ca

lørdag, juni 27

YUKON PÅ KANTEN AF VERDEN

”I imagine that in everyone’s life there eventually comes a moment when a simple question, or a chance meeting, or a knock on the door, changes the entire course of one’s future.”  
Laura Beatrice Berton, I married the Klondike, 1961. 

Yukon. Yu-kon. Navnet klinger eksotisk. Udfordrende og spændende og ikke mindst dragende. Højt mod nord. I det nordvestlige Canada. Lige på grænsen til Alaska. Nord for 60. breddegrad. Yukon er noget specielt. Intet område i Nordamerika kan sammenlignes med Yukon. Den utæmmede vildmark er det perfekte sted at udfordre og udforske sig selv.

Yukon betyder den store flod. Ordet kommer fra Athabasca-folkets Yu-kun-ah. John Bell udtalte i 1946 ordet Youcon, og senere blev den nuværende stavemåde gældende. Først dækkede navnet over Fort Yukon, der var en handelsstation, som lå hvor Yukon River og Porcupine River løber sammen. Senere blev ordet brugt om Yukon River og senest om Yukon-territoriet.

Som en kæmpe kvælerslange snor Yukon-floden sig 3.500 kilometer gennem landskaberne i British Columbia, Yukon og Alaska for at nå Beringsstrædet. Gennem årtusinder har den skåret sig gennem lagene, formet landskabet og bestemt over områderne. Bestemt over liv og død. Givet områdets oprindelige befolkning mad. Men også været en trussel mod deres eksistens. Givet dem mad, men også taget liv.

I sommeren 2004 padlede jeg sammen med en lille gruppe ad Nordamerikas femtelængste flod. Vi var syv canadiere, en nordmand og jeg.  Jeg havde altid drømt om en vildmarksoplevelse ad Yukon River, og på 12 dage sejlede vi 312 kilometer fra Minto til Dawson City. Det lyder ikke af meget, men er den dobbelt længde af Danmarks længste vandløb, Gudenåen, der er 158 kilometer lang. Distancen svarede også til afstanden mellem Holstebro og København. Set i det lys virkede de 312 kilometer lidt mere imponerende og udfordrende.

For mange virker Yukon som en uopnåelig drøm. Men det behøver det ikke være. Kodeordet er planlægning, sund fornuft og god dømmekraft, specielt når det gælder egne evner og muligheder eller mangel på samme. Det er vigtige ingredienser for sikkerheden, men ingen garanti. At begive sig ud i vildmarken kræver forberedelser og det rigtige udstyr, ærlighed over for sig selv og - måske vigtigst af alt - selskab. Ligesom kun en tåbe ikke frygter havet, er det kun et fjols uden respekt for vildmarken, der rejser alene.  
Selvom den uendelige vildmark kan virke smuk og fredfyldt, skal den respekteres, og det er vigtigt hele tiden at have sikkerheden for øje. Naturen giver sjældent en ekstra chance, når uheldet er ude. For mig er charmen ved Yukon følelsen af at være ved den yderste grænse. At rejse og leve på kanten af verden og civilisationen.  
 »This isn’t the end of the world, but you can see it from here«. Sagt om Dawson City, målet for vores tur ad Yukon River.

Det var femtedagen på vores kanotur på Yukon River, og jeg vågnede op og mærkede resultatet af de tidligere dages hårde arbejde med at padle kanoen frem gennem vandet. Det var uvant kun at arbejde med overkroppen og armene og en uvant stilling at sidde i. Jeg betalte prisen i form af ømhed og betændelse i leddene.

Som de andre dage stod vi op ved syvtiden og fik morgenmad, pakkede teltene sammen og gennemgik vores morgenritual med morgengymnastik og dagens oplæsning, som fik os til at reflektere over, hvordan vi mennesker behandler naturen. Vores opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssig, når man tænker på, hvor meget naturen har at tilbyde os i form af et åndehul i hverdagen.

Vi havde stadig 225 km foran os, inden vi var fremme i Dawson City. Vi havde fået varmen af de første par timers padlen, og det var tid til den daglige ”rafting up”. Det vil sige, at vi bandt kanoerne sammen, og lod Yukonflodens hovedstrøm føre os nærmere målet. Mens vi flød af sted og nød en halv time i solen, faldt snakken på vores yndlingsscener fra filmens verden. De bedste bud var: Afskedsscenen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Casablanca” og restaurantscenen med Meg Ryan og Billy Crystal i ”Da Harry mødte Sally.” - I will have whatever she’s having…

Så var det tid til den sidste padlen inden frokost. Vi måtte ved egen kraft føre os frem til dagens kulinariske frokostoverraskelse: Varme tortillas serveret på en sandbanke i floden. Til dessert fik vi M&Ms med peanutbutter. Vi fik tid til at tjekke området, inden vi skulle tilbage i kanoerne, og vi fandt spor efter både elg og bjørn.

Over middag skinnede solen som de foregående dage fra en næsten skyfri himmel. Selv om temperaturen om morgenen ofte var omkring frysepunktet, så bød Yukon på varme eftermiddage, hvor vi ofte kunne nøjes med T-shirt og skjorte, da der næ- sten ikke var nogen vind. Igen bandt vi kanoerne sammen og flød ad den smukke flod, der skærer sig gennem landskabet og efterlader 200 meter høje kløfter.

Foran os lå Coffee Creek, der er opkaldt efter Coffee Jack, en lokal indiansk pelsjæger. Stedet var i mange år samlingssted for områdets oprindelige befolkning. Arkæologiske fund tyder på, at også russerne var aktive ved Coffee Creek i begyndelsen af 1800-tallet. I 1910 kom nybyggerne, og i 1916 blev der åbnet en lille telegrafstation og en handelsstation. Mange dale med små bække, der løber ud i Yukon River, blev undersøgt omkring år 1900. Flere steder var der minedrift i en periode, hvorefter de blev forladt igen. Enkelte er stadig aktive og derfor privatejede, og det skal man være opmærksom på, inden man går i land og slår sit telt op.  
Fremme ved Coffee Creek, hvor vi egentligt ville slå lejr for natten, så vi spor efter bjørne. Lapper og ekskrementer. De virkede ikke helt friske, men vi tog ingen chancer. Det var stadig tidligt på dagen, så vi valgte at fortsætte nogle kilometer videre for at finde en ny sandbanke uden spor af bjørne. En halv time senere havde vi heldet med os. En fin stor sandbanke med lidt buskads til privatliv - et perfekt sted for en lejr. På sydspidsen af den store dråbeformede sandbanke var der elgspor, som forsvandt ud i floden, så også her var der dyreaktivitet, men ingen spor efter bjørne.

Det havde været vores foreløbigt længste dag på floden, men vi nåede alligevel frem kl. 17.30. En time senere havde vi slået vores telte op og sad ved aftensmaden, der bestod af pasta og chokoladekage. Om aftenen sad vi og snakkede og læste i bøgerne fra det lille medbragte bibliotek. Udvalget bestod af bøger relateret til emnerne Yukon, vildmarksliv og kanoture.

Mens vi andre læste, stod vores rejsekammerat Kathy ved bredden med sin kikkert og undersøgte den modsatte bred. Pludselig kom hun løbende ind i lejren. - Jeg tror, jeg har fået øje på en bjørn. En enorm brunbjørn, lød det forpustet fra Kathy. Vi stoppede alle med det, vi var i gang med og gik ned til flodbredden for bedre at kunne se over på den modsatte side. Ganske rigtigt. En dejlig brunpelset fyr luntede tværs over bjergsiden. Selv uden kikkert kunne vi tydeligt se bjørnen, mens den bevægede sig fra det åbne landskab mod nogle spredte træer og videre ind i et tættere buskads. Efter et par minutter forsvandt den. Vi var blevet bekræftet i vores antagelse om, at der var bjørne i området. Og ikke kun de mindre sortbjørne, men også enorme brunbjørne, der kan veje op til fem-seks hundrede kilo og blive to en halv meter høje, når de står på bagbenene.

Vi var kommet sent af sted fra den foregående nats lejr, men alligevel havde vi tilbagelagt 55 km på floden, og klokken var kun 21.00, da der var stille i lejren. I min sovepose lå jeg og tænkte på den store bjørn og lyttede efter, om den virkelig var flygtet, eller om den kunne finde på at komme forbi vores lejr. Men der var ikke en lyd ud over flodens stille rislen.