En sandfærdig historie om mødet mellem turister og bjørne i USA
Tekst: Arne Naamansen. Foto: National Park Service.
”STOP. Stop bilen. Dette er et hold op”, lyder det fra den lille lavstammede pelsklædte skikkelse foran bilen.
”Giv mig noget mad”, lyder det brummende.
Eller sådan kunne det havde lydt, men den pelsklædte fyr er en lille sortbjørn, der står i vejkanten og opfører sig som en landevejsrøver. Sortbjørnen får de motoriserede turister i Yellowstone National Park i den amerikanske delstat Wyoming til at stoppe, så han kan tigge noget mad.
Det skete i sommeren 1920, og minus den talende del er det historisk korrekt. Jesse James, som bjørnen blev kaldt, var en kendt landevejsrøver i Yellowstone, men også forbillede og læremester for andre lærenemme bjørne.
Bjørne er dovne, ugidelige og vælger altid den lette løsning. De kan virke meget menneskelige og springer gerne over, hvor gærdet er lavest. Samtidig med det er de meget lærenemme. En ny interaktion mellem de vilde dyr og mennesker opstod med Jesse James, og han blev en prototype på Yellowstones berømte tiggere. De næste fem årtier var det almindeligt, at besøgende i parken fodrede bjørnene.
De dårlige vaner var begyndt årtier før, men udviklede sig voldsomt, da bilturister efter Anden Verdenskrig i stort tal begyndte at komme til Yellowstone. Småkager, madrester og skumfiduser blev rakt ud af bilvinduerne for at lokke bjørnene til. Var turisterne ikke hurtige nok, så kom bjørnene helt tæt på bilerne. De store krammebamser stillede sig på bagbenene, lænende sig op ad bilerne og ventede på godbidder.
Det var ikke tilladt at fodre bjørnene, men det var jo sjovt, så turisterne gjorde det, og parkbetjentene håndhævede ikke reglerne. Siden 1902 havde det været forbudt at fodre de vilde dyr, men det blev ikke håndhævet særligt strengt, og der blev ikke uddelt bøder. De ”dumme” turister fik en henstilling om at lade være, men ellers skete der ikke noget.
Starten på en dårlig vane
I slutningen af 1800-tallet begyndte masseturismen at komme til Yellowstone. De første problemer med bjørne, der om natten listede rundt og rodede i hotellernes affald, blev registreret i 1889. De mange turister skulle være sikre på gode dyreoplevelser, så derfor blev der ved hotellerne i Yellowstone bygget fodringspaltforme til bjørne. Så kunne gæsterne sidde på hotellets veranda, mens madaffald fra de riges bord blev smidt på platformen. Effekten udeblev ikke. De dovne bjørne så en mulighed for ”easy food”.
Der var fodringsplatforme med tilhørende siddetribune, hvorfra turisterne kunne iagttage bjørnenes indtag af affaldsmad. Disse bjørneshows var meget populære, og ideen bredte sig til andre nationalparker i USA. Det skete med National Park Services stiltiende accept. Bjørnene blev omtalt og beskrevet som vilde, men opførte sig som tamme husdyr.
Udviklingen af disse bjørneshows på fodringsplatforme kan spores tilbage til manglende omtanke i forbindelse med madopbevaring på de første spisesteder i Yellowstone samt måden, hvorpå madrester blev håndteret. Det var næsten hver dag, at bjørne snusede omkring og rodede i affaldet eller brød ind i de dårligt sikrede lagerrum til mad. Bjørne har en super god lugtesans og er altid på jagt efter et hurtigt måltid. I 1897 observerede en turist ved Fountain Hotel i Yellowstone et dusin bjørne, der gennemgik dagens madaffald.
De såkaldte bjørneshows på fodringsplatforme steg voldsomt i popularitet hos turisterne, og i de brølende 1920’ere så meget, at der udviklede sig parkeringskaos i forbindelse med fodringerne. Bjørnene var også glade for ordningen. I 1920 havde fordringsplatformene besøg af 40 grizzly-bjørne. Et årti senere var tallet steget til 250. Der var opskriften på en katastrofe.
En plan for at redde de vilde bjørne
I Yellowstone National Park var der også flere lossepladser, som tiltrak bjørnene og gav dem nem adgang til menneskemad. Først i 1971 blev problemet med de tiggende bjørne og lossepladser taget alvorligt. Der blev lagt en plan for at lukke alle lossepladser i Yellowstone. Der blev produceret brochurer om, hvordan vi skulle opføre os, når vi besøgte USAs nationalparker og de vilde dyrs hjemmebane. Det var os turister, der var gæster. Bødetaksten blev hævet, og reglerne håndhævet.
Det tog en generation, men så var bjørnene igen blevet vilde og ikke længere tiltrukket af mennesker. Der var ikke længere lighedstegn mellem mennesker og mad. Så alle tiltag om sikkerhed og hvordan vi skal opføre os handler ikke om vores sikkerhed, men om at bevare bjørne som vilde dyr og ikke husdyr.
Regler om god opførsel, når mennesker besøger bjørne
Fodringsplatformene forsvandt under Anden Verdenskrig. Der var færre besøgende i parkerne, så uden den store modstand var det muligt at fjerne disse fodringsshows. De første bjørnesikrede affaldscontainere dukkede op i slutningen af 40’erne.[TJEK] Mod slutningen af 1960 var det slut med de venlige henstillinger og de skrevne advarsler. Nu blev der udskrevet bøder, ikke mange, men nogle. I 1969 blev ”keep a clean campsite” lov. Nu skulle alle sørge for at holde områderne på campingpladserne rene for mad, så bjørnene ikke blev fristet. I 1971 lukkede den sidste losseplads i Yellowstone. En ny forbedret bjørnesikret affaldscontainer bliver sat op overalt i Yellowstone. Et langt sejt træk tilbage mod vilde bjørne i Yellowstone National Park var begyndt, men først i 1983 blev det i alle amerikanske nationalparker forbudt at fodre bjørnene.
Et nyt studie om sortbjørnene i Yosemite National Park i Californien viser, at nu er bjørnenes diæt den samme som i begyndelsen af 1900-tallet. Den gennemsnitlige procentdel af menneskemad fundet i sortbjørnenes diæt i de fire perioder, der blev undersøgt, var som følger:
13 % fra 1915 til 1919,
27 % fra 1928 til 1939;
35 % fra 1975 til 1985 og
13 % igen fra 2001 til 2007.
Vi er tilbage ved start.
I dag gøres der en stor indsats for, at vi opfører os fornuftigt, når vi besøger bjørnenes land i USA. Det handler om sikkerhed, ikke vores sikkerhed, men bjørnenes sikkerhed, så det ikke er nødvendigt at aflive de søde, charmerende, sorte pelsdyr, fordi vi har opført os dumt. Bjørnene er vilde dyr, og de skal forblive vilde. De må ikke blive for glade for os mennesker og vores mad.
