lørdag, juni 3

Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne i Nova Scotia

Postkort fra Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne i Nova Scotia

Mahone Bay med de tre kirker

Lunenburg i Nova Scotia



3. juni. Mahone Bay, Lunenburg & Shelburne

Start: Graves Island Provincial Park.

Rute: #3

Seværdigheder: Mahone Bay, Lunenburg, Bluenose II, Shelburne.

Oplevelser: Truck med hummer var væltet på landevejen. Folk var vilde...

Dagens Tim: 520 Main St, Yarmouth, NS

Kilometer: 291 (kørt) + 18 (gået)

Solnedgang: 20.54

Solopgang: 5.30

Overnatning: Ellenwood Lake Provincial Park.


fredag, juni 2

Peggys Cove i Nova Scotia

Et besøg i Peggys Cove er et skridt tilbage i tiden. Her er bevaret fiskehuse fra begyndelsen af 1900-tallet.

Peggy Cov nova scotia canada

Peggy Cov fyrtårn nova scotia canada

Graves Island Provincial Park

Peggys Cove i Nova Scotia, Canada

2. juni. Peggys Cove

Start: Halifax

Rute: Fraserway i Bedford/Halifax - #102 - #333 - Peggys Cove - #333 - #3 - Graves Island Provincial Park

Seværdigheder: Peggys Cove

Oplevelser:

Dagens Tim: 5126 St. Margarets Bat Rd., Tantallon, NS

Kilometer: 124 (kørt) + 12 (gået)

Solnedgang: 20.53

Overnatning: Graves Island Provincial Park

Solopgang: 5.31

torsdag, juni 1

24 timer i Halifax

Jeg havde kun et døgn i Halifax og skulle prioritere min tid. Det blev en lang gåtur med masser af stop rundt i byen, der er fyldt med historie. 

1. juni. 24 timer i Halifax

Start: Halifax

Rute: Gottingen Street - Young Street - The Hydrostone - Fairview Lawn Cemetery - Quinpool Road - Point Pleasant Park - Halifax Seaport - Pier 21 - Harbourfront - Halifax Citadel

Seværdigheder: Fairview Lawn Cemetery, Point Pleasant Park, Pier 21, Halifax Harbourfront, Halifax Citadel.

Oplevelser: Antallet af mønttelefoner/"telefonbokse" der stadig findes i Halifax

Dagens Tim: 6455 Quinpool Rd, Halifax, NS

Kilometer: Gået 41,3

Solnedgang: 20.52

Overnatning: Hampton Inn & Suites by Hilton, Halifax Downtown.

Solopgang: 5.31

onsdag, maj 31

Hi Canada - Bonjour Canada

Farvel Danmark, regn og kun 11 grader celcius. Vi ses igen i september. Forude venter Canada. Hele Canada. Fra kyst til kyst, men jeg begynder i Jylland med en times kørsel til Billund Lufthavn. Af sted hjemmefra kl. 03.00.

Med Air Canada til Canada

Jeg har købt en Air Canada flybillet, men det indebærer en flyvning fra Billund til Frankfurt med Lufthansa. En positiv overraskelse. Turens første fordom, at tyskere ikke har humor, er allerede punkteret. Jeg har nu mødt de første tyskere med humor. Både kaptajnen på flyet og den ene fra kabinepersonalet underholdte undervejs med vittigheder om sikkerheden og piloternes evner til at taxi flyene rundt. Personalet må være importeret arbejdskraft eller Lufthansa har haft hjælp udefra…

Til canada med air canada fra frankfurt lufthavn

Hi Canada – Bonjeur Canada

Canadas officielle to-sprogspolitik bliver hyppigt brugt ombord på Air Canadas fly. Alle annonceringer over højtalerne kommer som minimum på engelsk og fransk, og fordi jeg fløj fra Frankfurt til Montreal også på tysk.

En flyvetur uden ventetid

Vi har sammenlignet med for 50 år siden fået jetmotorer og masser af moderne teknologi og alligevel så har rejsetiden ikke ændret sig. Flyvetiden ja, men rejsetiden er den samme. Vi bruger tid på tidlig check-in, sikkerhed, boarding af flyvemaskiner med plads til 250, 300, ja over 400 passagerer.

Min ventetid

Ved check-in kiosk: 0 minutter.
Ved bagagedrop: 0 minutter.
Ved sikkerhedskontrollen i Billund: 4 minutter.
Boarding og seatling i Billund, Frankfurt og Montreal: 23 minutter.
Immigration og custom i Montreal: 11 minutter.
Bagagebåndet i Halifax: 6 minutter.
Sjældent har jeg oplevet så lidt ventetid. Herligt.

Drømmetur med Air Canadas 787-8 Dreamliner

Det var en virkelig smooth flyvetur fra Frankfurt til Montreal med Air Canadas Dreamliner. Det gik som en drøm i Dreamlineren. Nu forstår jeg, hvorfor der er mennesker som siger: “Vi flyver kun, hvis vi kan flyve med Dreamlineren”. Minimal støj og susen undervejs. Jeg  synes også start og landing var med mere følelse end normalt.

Flyvetid er filmtid

Det bedste ved at flyve oversøisk er det personlige underholdningssystem. 600 timer fyldt med film, TV, podcasts, musik, spil, med mere. Alt for meget til godt syv timers flyvning. Nåede at se Hidden FiguresLive by Night og Hacksaw Ridge, men ikke The Founder. Altsammen helt nye film. God rejseplanlægning er at rejse oversøisk hen over et månedsskifte, så skifter flyselskaberne film. Ud maj og hjem juni, så er årets behov for nye film dækket, så rigeligt.

Det værste ved at rejse alene

I lufthavnene er der ingen til at holde øje med min bagage, når naturen kalder og et toiletbesøg er nødvendigt. Hvorfor har alverdens lufthavne (gælder i hvertfald Billund, Frankfurt, Montreal og Halifax) så små toiletter at du skal være tryllekunstner for at få sportstasken eller kabinekufferten med ind. Bagagen må jo ikke være alene? Rejser jeg/vi med for meget håndbagage eller er toiletfaciliteterne for små?

31. maj. Afsted til Halifax i Canada

Start: Billund Lufthavn

Rute: Bil til Billund. Fly: Billund - Frankfurt - Montreal - Halifax. Bus 320 fra Halifax Airport til Downtown Halifax

Seværdigheder:

Oplevelser: Tim Hortons. Som altid en god oplevelse

Dagens Tim: 1781 Upper Water Street, Halifax, NS

Kilometer: Bil: 100. Fly: 7.302 fordelt på 637 + 5860 + 435. Bus: 34. Gået: 11,4.

Solnedgang: 20.51 (Halifax)

Overnatning: Hampton Inn & Suites by Hilton, Halifax Downtown.

Solopgang: 04.47 (Billund)

lørdag, oktober 1

Hærvejen Viborg - Thorning

Vi er to par og vi har en plan. At gå hærvejen fra Viborg til Dannevirke. Ikke i et stræk, men over nogle år. Ideen er at tage en etape om foråret og en igen om efteråret, så forhåbentligt om ti år står på Dannevirke i Slesvig.

Hærvejen etape 1: Viborg Domkirke til Bødkersmindevej (vest for Thorning).

Dato: 1. oktober 2016. 

Afstand: 30 km.

Hærvejen Viborg - Thorning

tirsdag, september 29

Canadisk Potlatch - 24 oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada

Canadisk Potlatch - 24 oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada

 

Canadisk Potlatch. 

24 oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada.

Af Arne Tubæk Naamansen

 

PDF-eBog til brug på iPad, smartphone, PC og lign.

Kr. 79.

 

Du kommer med i guldgravernes fodspor, sejler i kano på kanten af verden, går mellem rådyr og totempæle, lærer om, hvad totempælene betyder, møder danske udvandrere i New Denmark, kommer tæt på de enestående naturparker i Rocky Mountains, vandrer i sporet af jordens historie og oplever verdens smukkeste storby, Vancouver.

Jeg fortæller om Canada fra kyst til kyst. Fra Halifax i øst til Vancouver i vest. Han tager også læserne med til mindre besøgte steder som indianerbyerne Bella Coola og Alert Bay, Klondike, hvor vi hilser på en moderne guldgraver, Prince Edward Island, hvor Canada blev født, Nootka Sound, hvor det første møde mellem europæerne og vestkystindianerne fandt sted.

Potlatch betyder at give eller dele ud på Chinook-sprog. Med bogen får du 24 historier og oplevelser baseret på mine mange rejseoplevelser i Canada. Jeg har boet, studeret og rejst i Canada i mere end 2 år og øser i bogen ud af sine oplevelser og erfaringer fra landet ovenpå USA.

277 sider fyldt med historier og oplevelser fra verdens næststørste land, Canada.

KLIK HER og se indholdsfortegnelse samt hvordan du kan købe PDF-eBogen. 

torsdag, september 3

DU MÅ (ikke) FODRE BJØRNENE

En sandfærdig historie om mødet mellem turister og bjørne i USA 

Tekst: Arne Naamansen. Foto: National Park Service.

”STOP. Stop bilen. Dette er et hold op”, lyder det fra den lille lavstammede pelsklædte skikkelse foran bilen. 
”Giv mig noget mad”, lyder det brummende.

Eller sådan kunne det havde lydt, men den pelsklædte fyr er en lille sortbjørn, der står i vejkanten og opfører sig som en landevejsrøver. Sortbjørnen får de motoriserede turister i Yellowstone National Park i den amerikanske delstat Wyoming til at stoppe, så han kan tigge noget mad. 

Det skete i sommeren 1920, og minus den talende del er det historisk korrekt. Jesse James, som bjørnen blev kaldt, var en kendt landevejsrøver i Yellowstone, men også forbillede og læremester for andre lærenemme bjørne.  

Bjørne er dovne, ugidelige og vælger altid den lette løsning. De kan virke meget menneskelige og springer gerne over, hvor gærdet er lavest. Samtidig med det er de meget lærenemme. En ny interaktion mellem de vilde dyr og mennesker opstod med Jesse James, og han blev en prototype på Yellowstones berømte tiggere. De næste fem årtier var det almindeligt, at besøgende i parken fodrede bjørnene. 

De dårlige vaner var begyndt årtier før, men udviklede sig voldsomt, da bilturister efter Anden Verdenskrig i  stort tal begyndte at komme til Yellowstone. Småkager, madrester og skumfiduser blev rakt ud af bilvinduerne for at lokke bjørnene til. Var turisterne ikke hurtige nok, så kom bjørnene helt tæt på bilerne. De store krammebamser stillede sig på bagbenene, lænende sig op ad bilerne og ventede på godbidder.


Det var ikke tilladt at fodre bjørnene, men det var jo sjovt, så turisterne gjorde det, og parkbetjentene håndhævede ikke reglerne. Siden 1902 havde det været forbudt at fodre de vilde dyr, men det blev ikke håndhævet særligt strengt, og der blev ikke uddelt bøder. De ”dumme” turister fik en henstilling om at lade være, men ellers skete der ikke noget.
  

Starten på en dårlig vane 
I slutningen af 1800-tallet begyndte masseturismen at komme til Yellowstone. De første problemer med bjørne, der om natten listede rundt og rodede i hotellernes affald, blev registreret i 1889. De mange turister skulle være sikre på gode dyreoplevelser, så derfor blev der ved hotellerne i Yellowstone bygget fodringspaltforme til bjørne. Så kunne gæsterne sidde på hotellets veranda, mens madaffald fra de riges bord blev smidt på platformen. Effekten udeblev ikke. De dovne bjørne så en mulighed for ”easy food”.

Der var fodringsplatforme med tilhørende siddetribune, hvorfra turisterne kunne iagttage bjørnenes indtag af affaldsmad. Disse bjørneshows var meget populære, og ideen bredte sig til andre nationalparker i USA. Det skete med National Park Services stiltiende accept. Bjørnene blev omtalt og beskrevet som vilde, men opførte sig som tamme husdyr.

Udviklingen af disse bjørneshows på fodringsplatforme kan spores tilbage til manglende omtanke i forbindelse med madopbevaring på de første spisesteder i Yellowstone samt måden, hvorpå madrester blev håndteret. Det var næsten hver dag, at bjørne snusede omkring og rodede i affaldet eller brød ind i de dårligt sikrede lagerrum til mad. Bjørne har en super god lugtesans og er altid på jagt efter et hurtigt måltid. I 1897 observerede en turist ved Fountain Hotel i Yellowstone et dusin bjørne, der gennemgik dagens madaffald.

De såkaldte bjørneshows på fodringsplatforme steg voldsomt i popularitet hos turisterne, og i de brølende 1920’ere så meget, at der udviklede sig parkeringskaos i forbindelse med fodringerne. Bjørnene var også glade for ordningen. I 1920 havde fordringsplatformene besøg af 40 grizzly-bjørne. Et årti senere var tallet steget til 250. Der var opskriften på en katastrofe. 

En plan for at redde de vilde bjørne 
I Yellowstone National Park var der også flere lossepladser, som tiltrak bjørnene og gav dem nem adgang til menneskemad. Først i 1971 blev problemet med de tiggende bjørne og lossepladser taget alvorligt. Der blev lagt en plan for at lukke alle lossepladser i Yellowstone. Der blev produceret brochurer om, hvordan vi skulle opføre os, når vi besøgte USAs nationalparker og de vilde dyrs hjemmebane. Det var os turister, der var gæster. Bødetaksten blev hævet, og reglerne håndhævet.

Det tog en generation, men så var bjørnene igen blevet vilde og ikke længere tiltrukket af mennesker. Der var ikke længere lighedstegn mellem mennesker og mad. Så alle tiltag om sikkerhed og hvordan vi skal opføre os handler ikke om vores sikkerhed, men om at bevare bjørne som vilde dyr og ikke husdyr. 

Regler om god opførsel, når mennesker besøger bjørne 
Fodringsplatformene forsvandt under Anden Verdenskrig. Der var færre besøgende i parkerne, så uden den store modstand var det muligt at fjerne disse fodringsshows. De første bjørnesikrede affaldscontainere dukkede op i slutningen af 40’erne.[TJEK] Mod slutningen af 1960 var det slut med de venlige henstillinger og de skrevne advarsler. Nu blev der udskrevet bøder, ikke mange, men nogle. I 1969 blev ”keep a clean campsite” lov. Nu skulle alle sørge for at holde områderne på campingpladserne rene for mad, så bjørnene ikke blev fristet. I 1971 lukkede den sidste losseplads i Yellowstone. En ny forbedret bjørnesikret affaldscontainer bliver sat op overalt i Yellowstone. Et langt sejt træk tilbage mod vilde bjørne i Yellowstone National Park var begyndt, men først  i 1983 blev det i alle amerikanske nationalparker forbudt at fodre bjørnene. 

Et nyt studie om sortbjørnene i Yosemite National Park i Californien viser, at nu er bjørnenes diæt den samme som i begyndelsen af 1900-tallet. Den gennemsnitlige procentdel af menneskemad fundet i sortbjørnenes diæt i de fire perioder, der blev undersøgt, var som følger:  
13 % fra 1915 til 1919,  
27 % fra 1928 til 1939;  
35 % fra 1975 til 1985 og  
13 % igen fra 2001 til 2007.  
Vi er tilbage ved start. 

I dag gøres der en stor indsats for, at vi opfører os fornuftigt, når vi besøger bjørnenes land i USA. Det handler om sikkerhed, ikke vores sikkerhed, men bjørnenes sikkerhed, så det ikke er nødvendigt at aflive de søde, charmerende, sorte pelsdyr, fordi vi har opført os dumt. Bjørnene er vilde dyr, og de skal forblive vilde. De må ikke blive for glade for os mennesker og vores mad.

søndag, august 30

FOREDRAG OM CANADA

Om landet, naturen, totempæle, bjørne, indianere og danske udvandrere

Populært foredrag med en af Danmarks største Canada-eksperter, Arne Naamansen. Her er muligheden for at dykke ned i det fantastiske land ovenpå på USA, der desværre ofte bliver klemt og glemt i sammenligning med den store nabo mod syd.

Danskerne valfarter til USA, men kun få vælger Canada, der ellers kombinerer det bedste af amerikansk og europæisk kultur i en enestående naturramme, der ikke findes lige. Du finder kyster med forrevne klipper og dybe fjorde med hvaler, himmelstræbende bjergkæder med sne på toppen, endeløse skove med brusende floder og vandfald, en uendelige prærie med cowboys og majsmarker, storbyer, der byder USA kamp til stregen, og smaragdgrønne krystalklare søer der indbyder til ro, fordybelse og refleksion.

I foredraget kommer vi omkring de majestætiske totempæle, indianernes smukke kunst og hvad motiverne betyder samt hører om guldfeber i slutningen af 1800-tallet. Vi skal også møde canadierne: Haida-indianeren Reg, den danske udvandrer Knud, sortbjørnen Jake og Ray – en moderne guldgraver ved Klondike.

Hvad mener publikum om foredraget

Brian Olsen:
”Tak for et rigtigt godt foredrag med Arne Naamansen. Ham må I godt bruge igen :-) Uha der er meget at se og opleve "derovre"...”


Dan Petersen:
"Fantastisk og inspirerende foredrag."

Vivian R.:
"Super godt. Både detaljeret og indholdsrigt."

Det praktiske
Foredraget kan holdes som traditionelt foredrag eller som online webinar.
Længde: 2 timer inkl. 15-20 minutters pause.
Har behov for lærred, projektor og stik til PC samt evt. mikrofon afhængig af lokalets størrelse.
Medbringer selv bærbar PC.
Pris efter aftale.
Kørselsgodtgørelse efter statens takster (jeg bor i Holstebro).

lørdag, juli 25

HVAD FORTÆLLER TOTEMPÆLENE

Hun står på det grønne græstæppe og kigger ud mod lyskurven på hjørnet af Belleville og Douglas Street. Næsten læner sig op ad træhusets gavl. I de dybe øjenhuler stirrer de sorte øjne. Trutmunden, der frembringer uimodståelige lokkelyde, afgrænses af fuldblodsrøde struttende læber, og armene på den fyldige sorte krop med store runde former omfavner et ungt menneske. Kvindens navn er Dzunukwa, og hun er stor – større end os mennesker.

Blandt de oprindelige folk på den canadiske vestkyst fortælles der mange historier om kæmpekvinden Dzunukwa. Kvinden med røde sensuelle læber. Hvis de små børn ikke er artige, så kommer Dzunukwa til landsbyen om natten. Når mørket omfavner natten mest muligt, og bålet i langhuset hensygner sløvt, da kommer Dzunukwa ud af skoven og tættere på langhusene. På ryggen bærer hun en kurv til nattens rov. Ser hun en mulighed, så snupper Dzunukwa de værste små bøller. Putter de uvorne unger i kurven og tager dem med ud i skoven - og de er væk for altid. Men selvfølgelig sker det kun for de børn, som ikke er artige. Det er børneopdragelse på den canadiske vestkyst blandt områdets oprindelige befolkning.

Dzunukwa er meget dygtig til det, hun gør. Der er endnu aldrig nogen, som har set hende tage et barn. Der er aldrig børn, der er undsluppet Dzunukwas fangenskab, så der er en lille smule uklarhed om, hvordan det foregår... 
Dzunukwa-kvinden er det nederste af fem motiver på en totempæl, der står i Thunderbird Park lige i hjertet af Victoria på Vancouver Island i det vestligste af Canada.  

Totempæle 
Bemærkelsesværdige, meget imponerende og ofte op til tyve meter høje træsøjler, fyldt med udskæringer. Totempælen er nordvestkystindianernes måde at fortælle en god historie på. Det er ”storytelling”, længe før ordet gjorde sit indtog i det danske sprog.

Totempælen handler om kulturel identitet. Det er en måde for de oprindelige folk på den canadiske vestkyst at fortælle: ”Hallo. Vi er her stadig, og vores kultur er her stadig”. Derfor bliver der stadig udskåret totempæle og dermed fortalt historier. Figurerne på pælen er rammerne for historien, som totempælen fortæller.

Det kan ofte være en traditionel historie, der ikke må bruges uden tilladelse. En totempæl skal behandles med respekt ligesom mennesker skal, for hos de oprindelige folk på Canadas vestkyst, er totempælen ligesom et menneske med historie og traditioner. En historie, der skal fortælles for at blive husket. 

”You treat a totempole with respect, just like a person, because in our culture that’s what it is. A pole is just another person that is born into the family, except he is the storyteller.” 
Norman Tait, Nisga’a nation, 1993. 

Hollywood og totempæle 
Selvom Hollywood gennem utallige western-klassikere fra 50’erne gerne vil fortælle os en anden historie, så er det i Nordamerika kun indianerne på den canadiske vestkyst, der udskærer og rejser totempæle. En skik udbredt blandt de syv hovedstammer langs kysten. Fra Tlingit i det sydøstlige hjørne af Alaska, Tsimshian ved Prince Rupert, Haida-folket på Queen Charlotte Island, Nuxalk omkring Bella Coola, Kwakwaka’wakw (også kendt som Kwakiutl) på nordspidsen af Vancouver Island og de nordlige øer i Georgia-strædet, eksempelvis Alert Bay og Quadra Island, Nuu-chah-nulth på vestkysten af Vancouver Island og hos Coast Salish i Vancouver-området og ned mod Seattle.  
Syv kulturelle hovedområder med hver deres særpræg og skik indenfor træskærerarbejder og udtryksformer – og dette slår også igennem på totempælene fra de forskellige stammer. 

Totempælen er ikke en totempæl 
Ordet totempæl er et forkert udtryk for disse udskårne træsøjler, men mange års brug har bidt sig fast, og nu er totempæle totempæle.  
Totem betyder genstand fra naturen, der i nogle naturreligioner menes at bringe lykke eller have en særlig religiøs betydning for et bestemt samfund eller en bestemt gruppe mennesker. Der er intet religiøst over en totempæl. Det er en historie, storytelling, eksempelvis et udsagn om en person eller til minde om en bestemt begivenhed.

Totempælen er et stykke monumental kunst udskåret på pæle eller søjler af træ med figurer, der kommunikerer vigtige beskeder i nordvestkystindianernes kultur. De udskårne dyr eller karakterer repræsenterer typisk symboler.  
Totempælene kan indgå i en bygning som del af husgavlen eller være bærende søjler i huset. De bliver brugt som velkomsthilsen til besøgende, begravelsespæle der indeholder afdødes rester, eller brugt til at bringe skam over nogen. 

Kwakwaka’wakw totempæl 
Majestætisk står totempælen med Dzunukwa foran langhuset ved Royal British Columbia Museum i Victoria by og kun et stenkast fra havnen og med the Empress Hotel på den anden side af gaden. Lige der, på hjørnet af Douglas Street og Belleville Street, var der i 1940 en tom grund. Hvorfor ikke bruge stedet til at vise nogle af de imponerende totempæle som naboen, provinsmuseet Royal British Columbia Museum, har i sine samlinger? Og det blev gjort.

Indbyggerne i Victoria blev glade for det, de så – og dermed var frøet lagt til Thunderbird Park. I dag kan vi turister komme forbi og se en stor samling af totempæle. Vi kan lære og blive klogere på de forskellige udskæringer og de forskellige stilarter fra vestkysten og de forskellige stammer.

Den bedste og mest imponerende plads i parken indtager Kwakwaka’wakw-indianeren Mungo Martins Dzunukwa-totempæl og langhus.

Forrest i parken og lige ud til krydset står den 5-mand høje og smukt udskårne og bemalede totempæl. En meter bagved pælen er det bemalede gavlparti af langhuset. Bagved igen kommer de andre totempæle og museet.

Ofte vil en totempæl foran et langhus vise symboler og vartegn for familien, som langhuset tilhører. Kunstneren Mungo Martin har på denne totempæl i Victoria valgt at udskære symboler fra fire af de mange klaner/storfamilier, der udgør Kwakwaka’wakw-nationen.

Fra toppen ser vi tordenfuglen, der tilhører Knight Inlet-klanen. Derunder kommer en dobbeltfigur. Grizzlybjørnen, der holder om en kobberplade og som, nedenunder bjørnen, transformerer sig til et menneske. Det viser, at grizzlyen er forfædre til Kwakwaka’wakw-nationen, og kobberpladen er et tegn på velstand.

Herunder ser vi bæveren (tydelig med store fortænder og krydsskraveret hale), der tilhører Blunden Harbour-klanen. Ved foden står den gigantiske Dzunukwa, der er symbolet på Nimpkish-klanen. Ifølge klanlegenden, så jagter en mand Dzunukwa, da hun har stjålet en tørret fisk, og det ender med, at de bliver gift. Deres søn, halvt menneske og halvt Dzunukwa, er grundlægger af klanen. Produktet af dette ægteskab, sønnen, sidder i sin moders arme og kigger sig over skulderen.

Wawadit’la, langhuset bag totempælen er en kopi af et original Kwakwaka’wakw langhus, men i en lidt mindre målestok. Det oprindelige langhus stod i midten af 1800-tallet i Fort Rupert (lige udenfor Port Hardy på Vancouver Island) og var opført af høvding Naka’penkim, hvis position Mungo Martin senere arvede. 
Indenfor i langhuset er der fire bærende pæle,som holder taget. Alle fire pæle er smukt udsmykket med symboler og tegn, der viser Naka’penkims relationer til 3 forskellige klaner gennem arv eller ægteskab. Husets gavl er udfyldt med et overnaturligt sø-monster. Motivet har Mungo Martin taget fra et gavldesign på et langhus, hvor husets høvding havde relationer til Mungo Martin.

Mungo Martins langhus og totempæl i Thunderbird Park blev indviet i 1953 med en 3-dages ceremonifest, hvor mere end 50 dansere optrådte. Alle i familie med Mungo Martin. Der kom oprindelige folk fra hele vestkysten til festen. Der blev for første gang i 80 år holdt en traditionelt potlatch-fest, hvor Mungo Martin, som ejer af huset og totempælens skaber, gav gaver væk til 30 personer af høj status og mere end 200 gæster.

Gæsterne modtag gaverne og accepterede dermed Mungo Martins status og Dzunukwa-totempælens betydning og placering i Thunderbird Park i Victoria. 

FAKTABOKS 

  • Der er flere gode steder i Canada at se totempæle og lære om deres betydning. 
  • Royal British Columbia Museum i Victoria www.royalbcmuseum.bc.ca  
  • MOA. Museum of Anthropology i Vancover. www.moa.ubc.ca  
  • I Vancouver kan du også se totempæle i Stanley Park. 
  • Canadian Museum of Canada (det tidligere Canadian Museum of Civilization) i Ottawa www.historymuseum.ca