lørdag, juni 27

YUKON PÅ KANTEN AF VERDEN

”I imagine that in everyone’s life there eventually comes a moment when a simple question, or a chance meeting, or a knock on the door, changes the entire course of one’s future.”  
Laura Beatrice Berton, I married the Klondike, 1961. 

Yukon. Yu-kon. Navnet klinger eksotisk. Udfordrende og spændende og ikke mindst dragende. Højt mod nord. I det nordvestlige Canada. Lige på grænsen til Alaska. Nord for 60. breddegrad. Yukon er noget specielt. Intet område i Nordamerika kan sammenlignes med Yukon. Den utæmmede vildmark er det perfekte sted at udfordre og udforske sig selv.

Yukon betyder den store flod. Ordet kommer fra Athabasca-folkets Yu-kun-ah. John Bell udtalte i 1946 ordet Youcon, og senere blev den nuværende stavemåde gældende. Først dækkede navnet over Fort Yukon, der var en handelsstation, som lå hvor Yukon River og Porcupine River løber sammen. Senere blev ordet brugt om Yukon River og senest om Yukon-territoriet.

Som en kæmpe kvælerslange snor Yukon-floden sig 3.500 kilometer gennem landskaberne i British Columbia, Yukon og Alaska for at nå Beringsstrædet. Gennem årtusinder har den skåret sig gennem lagene, formet landskabet og bestemt over områderne. Bestemt over liv og død. Givet områdets oprindelige befolkning mad. Men også været en trussel mod deres eksistens. Givet dem mad, men også taget liv.

I sommeren 2004 padlede jeg sammen med en lille gruppe ad Nordamerikas femtelængste flod. Vi var syv canadiere, en nordmand og jeg.  Jeg havde altid drømt om en vildmarksoplevelse ad Yukon River, og på 12 dage sejlede vi 312 kilometer fra Minto til Dawson City. Det lyder ikke af meget, men er den dobbelt længde af Danmarks længste vandløb, Gudenåen, der er 158 kilometer lang. Distancen svarede også til afstanden mellem Holstebro og København. Set i det lys virkede de 312 kilometer lidt mere imponerende og udfordrende.

For mange virker Yukon som en uopnåelig drøm. Men det behøver det ikke være. Kodeordet er planlægning, sund fornuft og god dømmekraft, specielt når det gælder egne evner og muligheder eller mangel på samme. Det er vigtige ingredienser for sikkerheden, men ingen garanti. At begive sig ud i vildmarken kræver forberedelser og det rigtige udstyr, ærlighed over for sig selv og - måske vigtigst af alt - selskab. Ligesom kun en tåbe ikke frygter havet, er det kun et fjols uden respekt for vildmarken, der rejser alene.  
Selvom den uendelige vildmark kan virke smuk og fredfyldt, skal den respekteres, og det er vigtigt hele tiden at have sikkerheden for øje. Naturen giver sjældent en ekstra chance, når uheldet er ude. For mig er charmen ved Yukon følelsen af at være ved den yderste grænse. At rejse og leve på kanten af verden og civilisationen.  
 »This isn’t the end of the world, but you can see it from here«. Sagt om Dawson City, målet for vores tur ad Yukon River.

Det var femtedagen på vores kanotur på Yukon River, og jeg vågnede op og mærkede resultatet af de tidligere dages hårde arbejde med at padle kanoen frem gennem vandet. Det var uvant kun at arbejde med overkroppen og armene og en uvant stilling at sidde i. Jeg betalte prisen i form af ømhed og betændelse i leddene.

Som de andre dage stod vi op ved syvtiden og fik morgenmad, pakkede teltene sammen og gennemgik vores morgenritual med morgengymnastik og dagens oplæsning, som fik os til at reflektere over, hvordan vi mennesker behandler naturen. Vores opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssig, når man tænker på, hvor meget naturen har at tilbyde os i form af et åndehul i hverdagen.

Vi havde stadig 225 km foran os, inden vi var fremme i Dawson City. Vi havde fået varmen af de første par timers padlen, og det var tid til den daglige ”rafting up”. Det vil sige, at vi bandt kanoerne sammen, og lod Yukonflodens hovedstrøm føre os nærmere målet. Mens vi flød af sted og nød en halv time i solen, faldt snakken på vores yndlingsscener fra filmens verden. De bedste bud var: Afskedsscenen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Casablanca” og restaurantscenen med Meg Ryan og Billy Crystal i ”Da Harry mødte Sally.” - I will have whatever she’s having…

Så var det tid til den sidste padlen inden frokost. Vi måtte ved egen kraft føre os frem til dagens kulinariske frokostoverraskelse: Varme tortillas serveret på en sandbanke i floden. Til dessert fik vi M&Ms med peanutbutter. Vi fik tid til at tjekke området, inden vi skulle tilbage i kanoerne, og vi fandt spor efter både elg og bjørn.

Over middag skinnede solen som de foregående dage fra en næsten skyfri himmel. Selv om temperaturen om morgenen ofte var omkring frysepunktet, så bød Yukon på varme eftermiddage, hvor vi ofte kunne nøjes med T-shirt og skjorte, da der næ- sten ikke var nogen vind. Igen bandt vi kanoerne sammen og flød ad den smukke flod, der skærer sig gennem landskabet og efterlader 200 meter høje kløfter.

Foran os lå Coffee Creek, der er opkaldt efter Coffee Jack, en lokal indiansk pelsjæger. Stedet var i mange år samlingssted for områdets oprindelige befolkning. Arkæologiske fund tyder på, at også russerne var aktive ved Coffee Creek i begyndelsen af 1800-tallet. I 1910 kom nybyggerne, og i 1916 blev der åbnet en lille telegrafstation og en handelsstation. Mange dale med små bække, der løber ud i Yukon River, blev undersøgt omkring år 1900. Flere steder var der minedrift i en periode, hvorefter de blev forladt igen. Enkelte er stadig aktive og derfor privatejede, og det skal man være opmærksom på, inden man går i land og slår sit telt op.  
Fremme ved Coffee Creek, hvor vi egentligt ville slå lejr for natten, så vi spor efter bjørne. Lapper og ekskrementer. De virkede ikke helt friske, men vi tog ingen chancer. Det var stadig tidligt på dagen, så vi valgte at fortsætte nogle kilometer videre for at finde en ny sandbanke uden spor af bjørne. En halv time senere havde vi heldet med os. En fin stor sandbanke med lidt buskads til privatliv - et perfekt sted for en lejr. På sydspidsen af den store dråbeformede sandbanke var der elgspor, som forsvandt ud i floden, så også her var der dyreaktivitet, men ingen spor efter bjørne.

Det havde været vores foreløbigt længste dag på floden, men vi nåede alligevel frem kl. 17.30. En time senere havde vi slået vores telte op og sad ved aftensmaden, der bestod af pasta og chokoladekage. Om aftenen sad vi og snakkede og læste i bøgerne fra det lille medbragte bibliotek. Udvalget bestod af bøger relateret til emnerne Yukon, vildmarksliv og kanoture.

Mens vi andre læste, stod vores rejsekammerat Kathy ved bredden med sin kikkert og undersøgte den modsatte bred. Pludselig kom hun løbende ind i lejren. - Jeg tror, jeg har fået øje på en bjørn. En enorm brunbjørn, lød det forpustet fra Kathy. Vi stoppede alle med det, vi var i gang med og gik ned til flodbredden for bedre at kunne se over på den modsatte side. Ganske rigtigt. En dejlig brunpelset fyr luntede tværs over bjergsiden. Selv uden kikkert kunne vi tydeligt se bjørnen, mens den bevægede sig fra det åbne landskab mod nogle spredte træer og videre ind i et tættere buskads. Efter et par minutter forsvandt den. Vi var blevet bekræftet i vores antagelse om, at der var bjørne i området. Og ikke kun de mindre sortbjørne, men også enorme brunbjørne, der kan veje op til fem-seks hundrede kilo og blive to en halv meter høje, når de står på bagbenene.

Vi var kommet sent af sted fra den foregående nats lejr, men alligevel havde vi tilbagelagt 55 km på floden, og klokken var kun 21.00, da der var stille i lejren. I min sovepose lå jeg og tænkte på den store bjørn og lyttede efter, om den virkelig var flygtet, eller om den kunne finde på at komme forbi vores lejr. Men der var ikke en lyd ud over flodens stille rislen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar