Viser indlæg med etiketten Canada. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Canada. Vis alle indlæg

søndag, august 30

FOREDRAG OM CANADA

Om landet, naturen, totempæle, bjørne, indianere og danske udvandrere

Af Arne Naamansen

Populært foredrag med en af Danmarks største Canada-eksperter, Arne Naamansen. Her er muligheden for at dykke ned i det fantastiske land ovenpå på USA, der desværre ofte bliver klemt og glemt i sammenligning med den store nabo mod syd.

Danskerne valfarter til USA, men kun få vælger Canada, der ellers kombinerer det bedste af amerikansk og europæisk kultur i en enestående naturramme, der ikke findes lige. Du finder kyster med forrevne klipper og dybe fjorde med hvaler, himmelstræbende bjergkæder med sne på toppen, endeløse skove med brusende floder og vandfald, en uendelige prærie med cowboys og majsmarker, storbyer, der byder USA kamp til stregen, og smaragdgrønne krystalklare søer der indbyder til ro, fordybelse og refleksion.

I foredraget kommer vi omkring de majestætiske totempæle, indianernes smukke kunst og hvad motiverne betyder samt hører om guldfeber i slutningen af 1800-tallet. Vi skal også møde canadierne: Haida-indianeren Reg, den danske udvandrer Knud, sortbjørnen Jake og Ray – en moderne guldgraver ved Klondike.

Foredragsholder er Canada-ekspert Arne Naamansen, der siden 1985 har rejst 25 gange i landet og besøgt Canada fra kyst til kyst. Han har gentagne gange fyldt biblioteker og foredragssale med sit gribende Canadaforedrag.

Hvad mener publikum om foredraget

CANUSA Venskabsforeningen:
”Vores tilhørere kom med på tur fra kyst til kyst, hørte om guldgravere, bjørne og indianere, lærte om totempæle og silketryk, og holdt vejret under beretningen om den tabte flybillet. Arnes indsigt i indianernes kultur og hans erfaringer fra talrige rejser, gør ham til en fascinerende og blændende storyteller.”

Brian Olsen:
”Tak for et rigtigt godt foredrag med Arne Naamansen. Ham må I godt bruge igen :-) Uha der er meget at se og opleve "derovre"...”


Dan Petersen:
"Fantastisk og inspirerende foredrag."

Vivian R.:
"Super godt. Både detaljeret og indholdsrigt."

Det praktiske
Længde: 2 timer inkl. 15-20 minutters pause.
Har behov for lærred, projektor og stik til PC samt evt. mikrofon afhængig af lokalets størrelse.
Medbringer selv bærbar PC.
Pris efter aftale.
Kørselsgodtgørelse efter statens takster (jeg bor i Holstebro).

lørdag, juli 25

HVAD FORTÆLLER TOTEMPÆLENE

Hun står på det grønne græstæppe og kigger ud mod lyskurven på hjørnet af Belleville og Douglas Street. Næsten læner sig op ad træhusets gavl. I de dybe øjenhuler stirrer de sorte øjne. Trutmunden, der frembringer uimodståelige lokkelyde, afgrænses af fuldblodsrøde struttende læber, og armene på den fyldige sorte krop med store runde former omfavner et ungt menneske. Kvindens navn er Dzunukwa, og hun er stor – større end os mennesker.

Blandt de oprindelige folk på den canadiske vestkyst fortælles der mange historier om kæmpekvinden Dzunukwa. Kvinden med røde sensuelle læber. Hvis de små børn ikke er artige, så kommer Dzunukwa til landsbyen om natten. Når mørket omfavner natten mest muligt, og bålet i langhuset hensygner sløvt, da kommer Dzunukwa ud af skoven og tættere på langhusene. På ryggen bærer hun en kurv til nattens rov. Ser hun en mulighed, så snupper Dzunukwa de værste små bøller. Putter de uvorne unger i kurven og tager dem med ud i skoven - og de er væk for altid. Men selvfølgelig sker det kun for de børn, som ikke er artige. Det er børneopdragelse på den canadiske vestkyst blandt områdets oprindelige befolkning.

Dzunukwa er meget dygtig til det, hun gør. Der er endnu aldrig nogen, som har set hende tage et barn. Der er aldrig børn, der er undsluppet Dzunukwas fangenskab, så der er en lille smule uklarhed om, hvordan det foregår... 
Dzunukwa-kvinden er det nederste af fem motiver på en totempæl, der står i Thunderbird Park lige i hjertet af Victoria på Vancouver Island i det vestligste af Canada.  

Totempæle 
Bemærkelsesværdige, meget imponerende og ofte op til tyve meter høje træsøjler, fyldt med udskæringer. Totempælen er nordvestkystindianernes måde at fortælle en god historie på. Det er ”storytelling”, længe før ordet gjorde sit indtog i det danske sprog.

Totempælen handler om kulturel identitet. Det er en måde for de oprindelige folk på den canadiske vestkyst at fortælle: ”Hallo. Vi er her stadig, og vores kultur er her stadig”. Derfor bliver der stadig udskåret totempæle og dermed fortalt historier. Figurerne på pælen er rammerne for historien, som totempælen fortæller.

Det kan ofte være en traditionel historie, der ikke må bruges uden tilladelse. En totempæl skal behandles med respekt ligesom mennesker skal, for hos de oprindelige folk på Canadas vestkyst, er totempælen ligesom et menneske med historie og traditioner. En historie, der skal fortælles for at blive husket. 

”You treat a totempole with respect, just like a person, because in our culture that’s what it is. A pole is just another person that is born into the family, except he is the storyteller.” 
Norman Tait, Nisga’a nation, 1993. 

Hollywood og totempæle 
Selvom Hollywood gennem utallige western-klassikere fra 50’erne gerne vil fortælle os en anden historie, så er det i Nordamerika kun indianerne på den canadiske vestkyst, der udskærer og rejser totempæle. En skik udbredt blandt de syv hovedstammer langs kysten. Fra Tlingit i det sydøstlige hjørne af Alaska, Tsimshian ved Prince Rupert, Haida-folket på Queen Charlotte Island, Nuxalk omkring Bella Coola, Kwakwaka’wakw (også kendt som Kwakiutl) på nordspidsen af Vancouver Island og de nordlige øer i Georgia-strædet, eksempelvis Alert Bay og Quadra Island, Nuu-chah-nulth på vestkysten af Vancouver Island og hos Coast Salish i Vancouver-området og ned mod Seattle.  
Syv kulturelle hovedområder med hver deres særpræg og skik indenfor træskærerarbejder og udtryksformer – og dette slår også igennem på totempælene fra de forskellige stammer. 

Totempælen er ikke en totempæl 
Ordet totempæl er et forkert udtryk for disse udskårne træsøjler, men mange års brug har bidt sig fast, og nu er totempæle totempæle.  
Totem betyder genstand fra naturen, der i nogle naturreligioner menes at bringe lykke eller have en særlig religiøs betydning for et bestemt samfund eller en bestemt gruppe mennesker. Der er intet religiøst over en totempæl. Det er en historie, storytelling, eksempelvis et udsagn om en person eller til minde om en bestemt begivenhed.

Totempælen er et stykke monumental kunst udskåret på pæle eller søjler af træ med figurer, der kommunikerer vigtige beskeder i nordvestkystindianernes kultur. De udskårne dyr eller karakterer repræsenterer typisk symboler.  
Totempælene kan indgå i en bygning som del af husgavlen eller være bærende søjler i huset. De bliver brugt som velkomsthilsen til besøgende, begravelsespæle der indeholder afdødes rester, eller brugt til at bringe skam over nogen. 

Kwakwaka’wakw totempæl 
Majestætisk står totempælen med Dzunukwa foran langhuset ved Royal British Columbia Museum i Victoria by og kun et stenkast fra havnen og med the Empress Hotel på den anden side af gaden. Lige der, på hjørnet af Douglas Street og Belleville Street, var der i 1940 en tom grund. Hvorfor ikke bruge stedet til at vise nogle af de imponerende totempæle som naboen, provinsmuseet Royal British Columbia Museum, har i sine samlinger? Og det blev gjort.

Indbyggerne i Victoria blev glade for det, de så – og dermed var frøet lagt til Thunderbird Park. I dag kan vi turister komme forbi og se en stor samling af totempæle. Vi kan lære og blive klogere på de forskellige udskæringer og de forskellige stilarter fra vestkysten og de forskellige stammer.

Den bedste og mest imponerende plads i parken indtager Kwakwaka’wakw-indianeren Mungo Martins Dzunukwa-totempæl og langhus.

Forrest i parken og lige ud til krydset står den 5-mand høje og smukt udskårne og bemalede totempæl. En meter bagved pælen er det bemalede gavlparti af langhuset. Bagved igen kommer de andre totempæle og museet.

Ofte vil en totempæl foran et langhus vise symboler og vartegn for familien, som langhuset tilhører. Kunstneren Mungo Martin har på denne totempæl i Victoria valgt at udskære symboler fra fire af de mange klaner/storfamilier, der udgør Kwakwaka’wakw-nationen.

Fra toppen ser vi tordenfuglen, der tilhører Knight Inlet-klanen. Derunder kommer en dobbeltfigur. Grizzlybjørnen, der holder om en kobberplade og som, nedenunder bjørnen, transformerer sig til et menneske. Det viser, at grizzlyen er forfædre til Kwakwaka’wakw-nationen, og kobberpladen er et tegn på velstand.

Herunder ser vi bæveren (tydelig med store fortænder og krydsskraveret hale), der tilhører Blunden Harbour-klanen. Ved foden står den gigantiske Dzunukwa, der er symbolet på Nimpkish-klanen. Ifølge klanlegenden, så jagter en mand Dzunukwa, da hun har stjålet en tørret fisk, og det ender med, at de bliver gift. Deres søn, halvt menneske og halvt Dzunukwa, er grundlægger af klanen. Produktet af dette ægteskab, sønnen, sidder i sin moders arme og kigger sig over skulderen.

Wawadit’la, langhuset bag totempælen er en kopi af et original Kwakwaka’wakw langhus, men i en lidt mindre målestok. Det oprindelige langhus stod i midten af 1800-tallet i Fort Rupert (lige udenfor Port Hardy på Vancouver Island) og var opført af høvding Naka’penkim, hvis position Mungo Martin senere arvede. 
Indenfor i langhuset er der fire bærende pæle,som holder taget. Alle fire pæle er smukt udsmykket med symboler og tegn, der viser Naka’penkims relationer til 3 forskellige klaner gennem arv eller ægteskab. Husets gavl er udfyldt med et overnaturligt sø-monster. Motivet har Mungo Martin taget fra et gavldesign på et langhus, hvor husets høvding havde relationer til Mungo Martin.

Mungo Martins langhus og totempæl i Thunderbird Park blev indviet i 1953 med en 3-dages ceremonifest, hvor mere end 50 dansere optrådte. Alle i familie med Mungo Martin. Der kom oprindelige folk fra hele vestkysten til festen. Der blev for første gang i 80 år holdt en traditionelt potlatch-fest, hvor Mungo Martin, som ejer af huset og totempælens skaber, gav gaver væk til 30 personer af høj status og mere end 200 gæster.

Gæsterne modtag gaverne og accepterede dermed Mungo Martins status og Dzunukwa-totempælens betydning og placering i Thunderbird Park i Victoria. 

FAKTABOKS 

  • Der er flere gode steder i Canada at se totempæle og lære om deres betydning. 
  • Royal British Columbia Museum i Victoria www.royalbcmuseum.bc.ca  
  • MOA. Museum of Anthropology i Vancover. www.moa.ubc.ca  
  • I Vancouver kan du også se totempæle i Stanley Park. 
  • Canadian Museum of Canada (det tidligere Canadian Museum of Civilization) i Ottawa www.historymuseum.ca

lørdag, juni 27

YUKON PÅ KANTEN AF VERDEN

”I imagine that in everyone’s life there eventually comes a moment when a simple question, or a chance meeting, or a knock on the door, changes the entire course of one’s future.”  
Laura Beatrice Berton, I married the Klondike, 1961. 

Yukon. Yu-kon. Navnet klinger eksotisk. Udfordrende og spændende og ikke mindst dragende. Højt mod nord. I det nordvestlige Canada. Lige på grænsen til Alaska. Nord for 60. breddegrad. Yukon er noget specielt. Intet område i Nordamerika kan sammenlignes med Yukon. Den utæmmede vildmark er det perfekte sted at udfordre og udforske sig selv.

Yukon betyder den store flod. Ordet kommer fra Athabasca-folkets Yu-kun-ah. John Bell udtalte i 1946 ordet Youcon, og senere blev den nuværende stavemåde gældende. Først dækkede navnet over Fort Yukon, der var en handelsstation, som lå hvor Yukon River og Porcupine River løber sammen. Senere blev ordet brugt om Yukon River og senest om Yukon-territoriet.

Som en kæmpe kvælerslange snor Yukon-floden sig 3.500 kilometer gennem landskaberne i British Columbia, Yukon og Alaska for at nå Beringsstrædet. Gennem årtusinder har den skåret sig gennem lagene, formet landskabet og bestemt over områderne. Bestemt over liv og død. Givet områdets oprindelige befolkning mad. Men også været en trussel mod deres eksistens. Givet dem mad, men også taget liv.

I sommeren 2004 padlede jeg sammen med en lille gruppe ad Nordamerikas femtelængste flod. Vi var syv canadiere, en nordmand og jeg.  Jeg havde altid drømt om en vildmarksoplevelse ad Yukon River, og på 12 dage sejlede vi 312 kilometer fra Minto til Dawson City. Det lyder ikke af meget, men er den dobbelt længde af Danmarks længste vandløb, Gudenåen, der er 158 kilometer lang. Distancen svarede også til afstanden mellem Holstebro og København. Set i det lys virkede de 312 kilometer lidt mere imponerende og udfordrende.

For mange virker Yukon som en uopnåelig drøm. Men det behøver det ikke være. Kodeordet er planlægning, sund fornuft og god dømmekraft, specielt når det gælder egne evner og muligheder eller mangel på samme. Det er vigtige ingredienser for sikkerheden, men ingen garanti. At begive sig ud i vildmarken kræver forberedelser og det rigtige udstyr, ærlighed over for sig selv og - måske vigtigst af alt - selskab. Ligesom kun en tåbe ikke frygter havet, er det kun et fjols uden respekt for vildmarken, der rejser alene.  
Selvom den uendelige vildmark kan virke smuk og fredfyldt, skal den respekteres, og det er vigtigt hele tiden at have sikkerheden for øje. Naturen giver sjældent en ekstra chance, når uheldet er ude. For mig er charmen ved Yukon følelsen af at være ved den yderste grænse. At rejse og leve på kanten af verden og civilisationen.  
 »This isn’t the end of the world, but you can see it from here«. Sagt om Dawson City, målet for vores tur ad Yukon River.

Det var femtedagen på vores kanotur på Yukon River, og jeg vågnede op og mærkede resultatet af de tidligere dages hårde arbejde med at padle kanoen frem gennem vandet. Det var uvant kun at arbejde med overkroppen og armene og en uvant stilling at sidde i. Jeg betalte prisen i form af ømhed og betændelse i leddene.

Som de andre dage stod vi op ved syvtiden og fik morgenmad, pakkede teltene sammen og gennemgik vores morgenritual med morgengymnastik og dagens oplæsning, som fik os til at reflektere over, hvordan vi mennesker behandler naturen. Vores opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssig, når man tænker på, hvor meget naturen har at tilbyde os i form af et åndehul i hverdagen.

Vi havde stadig 225 km foran os, inden vi var fremme i Dawson City. Vi havde fået varmen af de første par timers padlen, og det var tid til den daglige ”rafting up”. Det vil sige, at vi bandt kanoerne sammen, og lod Yukonflodens hovedstrøm føre os nærmere målet. Mens vi flød af sted og nød en halv time i solen, faldt snakken på vores yndlingsscener fra filmens verden. De bedste bud var: Afskedsscenen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Casablanca” og restaurantscenen med Meg Ryan og Billy Crystal i ”Da Harry mødte Sally.” - I will have whatever she’s having…

Så var det tid til den sidste padlen inden frokost. Vi måtte ved egen kraft føre os frem til dagens kulinariske frokostoverraskelse: Varme tortillas serveret på en sandbanke i floden. Til dessert fik vi M&Ms med peanutbutter. Vi fik tid til at tjekke området, inden vi skulle tilbage i kanoerne, og vi fandt spor efter både elg og bjørn.

Over middag skinnede solen som de foregående dage fra en næsten skyfri himmel. Selv om temperaturen om morgenen ofte var omkring frysepunktet, så bød Yukon på varme eftermiddage, hvor vi ofte kunne nøjes med T-shirt og skjorte, da der næ- sten ikke var nogen vind. Igen bandt vi kanoerne sammen og flød ad den smukke flod, der skærer sig gennem landskabet og efterlader 200 meter høje kløfter.

Foran os lå Coffee Creek, der er opkaldt efter Coffee Jack, en lokal indiansk pelsjæger. Stedet var i mange år samlingssted for områdets oprindelige befolkning. Arkæologiske fund tyder på, at også russerne var aktive ved Coffee Creek i begyndelsen af 1800-tallet. I 1910 kom nybyggerne, og i 1916 blev der åbnet en lille telegrafstation og en handelsstation. Mange dale med små bække, der løber ud i Yukon River, blev undersøgt omkring år 1900. Flere steder var der minedrift i en periode, hvorefter de blev forladt igen. Enkelte er stadig aktive og derfor privatejede, og det skal man være opmærksom på, inden man går i land og slår sit telt op.  
Fremme ved Coffee Creek, hvor vi egentligt ville slå lejr for natten, så vi spor efter bjørne. Lapper og ekskrementer. De virkede ikke helt friske, men vi tog ingen chancer. Det var stadig tidligt på dagen, så vi valgte at fortsætte nogle kilometer videre for at finde en ny sandbanke uden spor af bjørne. En halv time senere havde vi heldet med os. En fin stor sandbanke med lidt buskads til privatliv - et perfekt sted for en lejr. På sydspidsen af den store dråbeformede sandbanke var der elgspor, som forsvandt ud i floden, så også her var der dyreaktivitet, men ingen spor efter bjørne.

Det havde været vores foreløbigt længste dag på floden, men vi nåede alligevel frem kl. 17.30. En time senere havde vi slået vores telte op og sad ved aftensmaden, der bestod af pasta og chokoladekage. Om aftenen sad vi og snakkede og læste i bøgerne fra det lille medbragte bibliotek. Udvalget bestod af bøger relateret til emnerne Yukon, vildmarksliv og kanoture.

Mens vi andre læste, stod vores rejsekammerat Kathy ved bredden med sin kikkert og undersøgte den modsatte bred. Pludselig kom hun løbende ind i lejren. - Jeg tror, jeg har fået øje på en bjørn. En enorm brunbjørn, lød det forpustet fra Kathy. Vi stoppede alle med det, vi var i gang med og gik ned til flodbredden for bedre at kunne se over på den modsatte side. Ganske rigtigt. En dejlig brunpelset fyr luntede tværs over bjergsiden. Selv uden kikkert kunne vi tydeligt se bjørnen, mens den bevægede sig fra det åbne landskab mod nogle spredte træer og videre ind i et tættere buskads. Efter et par minutter forsvandt den. Vi var blevet bekræftet i vores antagelse om, at der var bjørne i området. Og ikke kun de mindre sortbjørne, men også enorme brunbjørne, der kan veje op til fem-seks hundrede kilo og blive to en halv meter høje, når de står på bagbenene.

Vi var kommet sent af sted fra den foregående nats lejr, men alligevel havde vi tilbagelagt 55 km på floden, og klokken var kun 21.00, da der var stille i lejren. I min sovepose lå jeg og tænkte på den store bjørn og lyttede efter, om den virkelig var flygtet, eller om den kunne finde på at komme forbi vores lejr. Men der var ikke en lyd ud over flodens stille rislen.