Viser indlæg med etiketten Artikler. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Artikler. Vis alle indlæg

tirsdag, februar 4

Mangler du inspiration til at gå?

Er du glad for at gå eller mangler bare et lille kærligt skub i den rigtige retning, så findes der et ocean af bøger om det at gå. Både gode og mindre gode.

At gå kan de fleste. Det er ikke en sport, der kræver en masse udstyr. Kun en lille smule øvelse. Du skal bare have tid. Gå kort. Gå langt. Gå hurtigt. Gå langsomt. Bare gå i dit eget tempo. Vandreture på en dag eller langstursvandring. Går du for at komme fra A til B, for motionens skyld, er du til gåture med en du kender eller en gruppe, så det er muligt at tale sammen om stort eller små. Eller er du en ensom ulv, der vandrer for meditationens eller udfordringen. Der er bøger om alle gå-emner og gå-vinkler. Der er noget for alle.

Bente Klarlund Pedersen: Gå-bogen: Gå, så går det nok
Er det godt at gå. JA. Det er godt at gå. Sundhedsprofessor Bente Klarlunds bog giver dig alle argumenterne for, hvorfor du skal gå. Mangler du inspiration og motivation, så bør en gennemlæsning af Gå-bogen klare det. Du mindsker risikoen for 35 sygdomme; herunder kræft, demens og hjertesygdomme. Du holder vægten og motion virker anti-inflammatorisk. Gåture er et godt middel mod søvnløshed, depression, stress og angst. Går du, skærper du hukommelsen, kreativiteten og evnen til at lære. Behøver vi flere argumenter for at gå? Ikke mig.

Bill Bryson: En tur i skoven. Amerika genopdaget på Appalacherstierne
Bill Bryson tager sammen med en gammel ven af sted for at gå ad den berømte rute gennem Appalacherbjergene, The Appalachian Trail. Med sine over 3.300 kilometer gennem det østlige USA er vandreruten en klassiker blandt langtursvandring. Foran Bryson og hans umage ven, Stephen, venter de uendelige skove fylddt med alverdens farer – bjørne og ulve; forrykte ”hillbillies” der er høje af hjemmebrændt majswhisky, stinkdyr, vaskebjørne, myg og giftige bærbuske.
Hvordan kan man finde på at udsætte sig selv for den slags? Jo, forklarer Bill Bryson: ”Jeg ville også gerne have lidt af den selvtillid, der indfinder sig, når man kan spejde ud mod fjerne horisonter med et granithårdt blik og med langsom, mandig stemme sige: ’Ja, jeg har skidt langt ude i skoven.’”
Bill Bryson har skrevet en lang række ”rejsebøger”.
En tur i skoven er blevet filmatiseret med Robert Redford i rollen som Bryson og Nick Nolte spiller vennen.

Cheryl Strayed: Wild. En fortælling om at fare vild og finde sig selv igen
Som 22-årig mistede Cheryl Strayed alt. Moren døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college og begyndte at tage stoffer. 4 år senere nåede hun bunden, men kunne alligevel beslutte sig for noget så vanvittigt som at begive sig ud på en 2.000 km lang og ekstrem strabadserende vandretur ad Pacific Crest Trail gennem det vestlige USA. Ude i den vilde natur og under barske forhold kom hun på sporet af det hun har mistet. WILD er en smuk, herlig og inspirerende historie om at fare vild i livet og finde sig selv igen.
I 2015 kom filmen WILD, hvor Reese Witherspoon spillede hovedrollen som Cheryl Strayed.

Satish Kumar: No Destination. Autobiography of a Pilgrim
Da han var 9 år gammel blev Satish Kumar munk, som 18-årige kæmpede han for landreformer samt Gandhis visioner for en fredelig verden. I 1962 blev Kumar tændt af Bertrand Russell anti-atomvåben kampagne og begyndte en 13.000 km pilgrimsfærd til fods fra Indien til Washington D.C. via Moskva, Paris og London. Han ville give de fire verdensledere fra atomvåbennationerne en kop ”freds-the”, så verden kunne blive et bedre og mere sikkert sted. Uden penge, gik Kumar gennem ørkener, over bjerge, gennem sandstorme samt snestorme og undervejs stolede han på folks gavmildhed og gæstfrihed. No Destination er medrivende beskrivelse af et ekstraordinært liv og vandretur.

Udvalgte gå-bøger eller emner om at udfordre sig selv...
Frédéric Gros: Gå. En filosofisk fodrejse.
Tomas Espedal: Gå.
Erling Kagge: At gå. Et skridt ad gangen.
Gitte Holtze: Jeg lever. 4.265 kilometers vandring gennem en livskrise (Pacific Crest Trail i USA).
Anna Skyggebjerg: Gå tur. Om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.
Henry David Thoreau: Om at vandre.
Wolfgang Büscher: Berlin-Moskva: En rejse til fods (3 måneders fodtur østpå i sporet af Napoleon og Hitler).
Robert Louis Stevenson: Vandring med et æsel i Cevennerne (Frankrig)
Laurie Lee: Jeg gik mig ud en sommermorgen (beretning om forfatterens tur fra barndomshjemmet og hans vandring som omrejsende spillemand gennem England og Spanien i midten af 1930'erne).
Shirley MacLaine: Camino. En spirituel rejse (beretning om skuespilleren Shirley MacLaines 800 km lange spanske pilgrimsfærd til fods).
Henrik Friediger: Mig og caminoen. Om at finde sig selv og de andre på Camino de Santiago (beretning fra en camino-veteran, der har gået den 800 kilometer lange tur en del gange).
Werner Herzog: Om at gå i is (gåtur fra München til Paris den 23.nov. til 14.dec.).
Mark Adams: Turn right at Machu Picchu. Rediscovering the Lost City One Step at a Time (forfatteren vandrer i 2011 i Hiram Binghams berømte fodspor fra 1911, hvor han fandt Machu Picchu i Peru).
Colin Fletcher: The Man who Walked Through Time (til fods langs Colorado-floden i Grand Canyon National Park i USA).
Peter Jenkins: A Walk Across America (fodtur med hund fra Alfred i New York State til New Orleans ved Gulfen).
George Edward Hart: Transcontinental Pedestrians. Canada’s First Cross-Country Walk (1906).
John Muir: A Thousand-Mile Walk to the Gulf (gåtur i USA fra Kentucky til Florida).
Keith Foskett: A Thru-Hiking Trilogy. Three amazing trails. Three great adventures (Camino de Santiago i Spanien, Pacific Crest Trail i det vestlige USA, Appalachian trail i det østlige USA).
Shirley Jean Tucker: The Amazing Foot Race of 1921. Halifax to Vancouver in 134 Days.
Susan Smith-Josephy: Lillian Alling. The journey home (er det muligt at gå fra New York til Sibirien?).
Tony Kevin: Walking the Camino. A Modern Pilgrimage to Santiago (pensioneret australsk diplomat beskriver på bedste vis en 8-ugers vandring gennem det nordlige Spanien).
Kate Humble: Thinking on my feet. The small joy of putting one foot in front of another.
Ben Montgomery: Grandma Gatewood's Walk.
Rachel Joyce: Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd.
Lis Nielsen: Vandring i Europa.
Gitte Holtze: Gå langt!
Jørgen Hansen: Pilgrimsfærd i Danmark (Udkommer 23-03-2020).
Tor Hernes & Majken Schultz: Bjergtaget.
Lene Gammelgaard: Everest.
Marina Aagaard: Kilimanjaro trekking.

torsdag, september 3

DU MÅ (ikke) FODRE BJØRNENE

En sandfærdig historie om mødet mellem turister og bjørne i USA 

Tekst: Arne Naamansen. Foto: National Park Service.

”STOP. Stop bilen. Dette er et hold op”, lyder det fra den lille lavstammede pelsklædte skikkelse foran bilen. 
”Giv mig noget mad”, lyder det brummende.

Eller sådan kunne det havde lydt, men den pelsklædte fyr er en lille sortbjørn, der står i vejkanten og opfører sig som en landevejsrøver. Sortbjørnen får de motoriserede turister i Yellowstone National Park i den amerikanske delstat Wyoming til at stoppe, så han kan tigge noget mad. 

Det skete i sommeren 1920, og minus den talende del er det historisk korrekt. Jesse James, som bjørnen blev kaldt, var en kendt landevejsrøver i Yellowstone, men også forbillede og læremester for andre lærenemme bjørne.  

Bjørne er dovne, ugidelige og vælger altid den lette løsning. De kan virke meget menneskelige og springer gerne over, hvor gærdet er lavest. Samtidig med det er de meget lærenemme. En ny interaktion mellem de vilde dyr og mennesker opstod med Jesse James, og han blev en prototype på Yellowstones berømte tiggere. De næste fem årtier var det almindeligt, at besøgende i parken fodrede bjørnene. 

De dårlige vaner var begyndt årtier før, men udviklede sig voldsomt, da bilturister efter Anden Verdenskrig i  stort tal begyndte at komme til Yellowstone. Småkager, madrester og skumfiduser blev rakt ud af bilvinduerne for at lokke bjørnene til. Var turisterne ikke hurtige nok, så kom bjørnene helt tæt på bilerne. De store krammebamser stillede sig på bagbenene, lænende sig op ad bilerne og ventede på godbidder.


Det var ikke tilladt at fodre bjørnene, men det var jo sjovt, så turisterne gjorde det, og parkbetjentene håndhævede ikke reglerne. Siden 1902 havde det været forbudt at fodre de vilde dyr, men det blev ikke håndhævet særligt strengt, og der blev ikke uddelt bøder. De ”dumme” turister fik en henstilling om at lade være, men ellers skete der ikke noget.
  

Starten på en dårlig vane 
I slutningen af 1800-tallet begyndte masseturismen at komme til Yellowstone. De første problemer med bjørne, der om natten listede rundt og rodede i hotellernes affald, blev registreret i 1889. De mange turister skulle være sikre på gode dyreoplevelser, så derfor blev der ved hotellerne i Yellowstone bygget fodringspaltforme til bjørne. Så kunne gæsterne sidde på hotellets veranda, mens madaffald fra de riges bord blev smidt på platformen. Effekten udeblev ikke. De dovne bjørne så en mulighed for ”easy food”.

Der var fodringsplatforme med tilhørende siddetribune, hvorfra turisterne kunne iagttage bjørnenes indtag af affaldsmad. Disse bjørneshows var meget populære, og ideen bredte sig til andre nationalparker i USA. Det skete med National Park Services stiltiende accept. Bjørnene blev omtalt og beskrevet som vilde, men opførte sig som tamme husdyr.

Udviklingen af disse bjørneshows på fodringsplatforme kan spores tilbage til manglende omtanke i forbindelse med madopbevaring på de første spisesteder i Yellowstone samt måden, hvorpå madrester blev håndteret. Det var næsten hver dag, at bjørne snusede omkring og rodede i affaldet eller brød ind i de dårligt sikrede lagerrum til mad. Bjørne har en super god lugtesans og er altid på jagt efter et hurtigt måltid. I 1897 observerede en turist ved Fountain Hotel i Yellowstone et dusin bjørne, der gennemgik dagens madaffald.

De såkaldte bjørneshows på fodringsplatforme steg voldsomt i popularitet hos turisterne, og i de brølende 1920’ere så meget, at der udviklede sig parkeringskaos i forbindelse med fodringerne. Bjørnene var også glade for ordningen. I 1920 havde fordringsplatformene besøg af 40 grizzly-bjørne. Et årti senere var tallet steget til 250. Der var opskriften på en katastrofe. 

En plan for at redde de vilde bjørne 
I Yellowstone National Park var der også flere lossepladser, som tiltrak bjørnene og gav dem nem adgang til menneskemad. Først i 1971 blev problemet med de tiggende bjørne og lossepladser taget alvorligt. Der blev lagt en plan for at lukke alle lossepladser i Yellowstone. Der blev produceret brochurer om, hvordan vi skulle opføre os, når vi besøgte USAs nationalparker og de vilde dyrs hjemmebane. Det var os turister, der var gæster. Bødetaksten blev hævet, og reglerne håndhævet.

Det tog en generation, men så var bjørnene igen blevet vilde og ikke længere tiltrukket af mennesker. Der var ikke længere lighedstegn mellem mennesker og mad. Så alle tiltag om sikkerhed og hvordan vi skal opføre os handler ikke om vores sikkerhed, men om at bevare bjørne som vilde dyr og ikke husdyr. 

Regler om god opførsel, når mennesker besøger bjørne 
Fodringsplatformene forsvandt under Anden Verdenskrig. Der var færre besøgende i parkerne, så uden den store modstand var det muligt at fjerne disse fodringsshows. De første bjørnesikrede affaldscontainere dukkede op i slutningen af 40’erne.[TJEK] Mod slutningen af 1960 var det slut med de venlige henstillinger og de skrevne advarsler. Nu blev der udskrevet bøder, ikke mange, men nogle. I 1969 blev ”keep a clean campsite” lov. Nu skulle alle sørge for at holde områderne på campingpladserne rene for mad, så bjørnene ikke blev fristet. I 1971 lukkede den sidste losseplads i Yellowstone. En ny forbedret bjørnesikret affaldscontainer bliver sat op overalt i Yellowstone. Et langt sejt træk tilbage mod vilde bjørne i Yellowstone National Park var begyndt, men først  i 1983 blev det i alle amerikanske nationalparker forbudt at fodre bjørnene. 

Et nyt studie om sortbjørnene i Yosemite National Park i Californien viser, at nu er bjørnenes diæt den samme som i begyndelsen af 1900-tallet. Den gennemsnitlige procentdel af menneskemad fundet i sortbjørnenes diæt i de fire perioder, der blev undersøgt, var som følger:  
13 % fra 1915 til 1919,  
27 % fra 1928 til 1939;  
35 % fra 1975 til 1985 og  
13 % igen fra 2001 til 2007.  
Vi er tilbage ved start. 

I dag gøres der en stor indsats for, at vi opfører os fornuftigt, når vi besøger bjørnenes land i USA. Det handler om sikkerhed, ikke vores sikkerhed, men bjørnenes sikkerhed, så det ikke er nødvendigt at aflive de søde, charmerende, sorte pelsdyr, fordi vi har opført os dumt. Bjørnene er vilde dyr, og de skal forblive vilde. De må ikke blive for glade for os mennesker og vores mad.

lørdag, juli 25

HVAD FORTÆLLER TOTEMPÆLENE

Hun står på det grønne græstæppe og kigger ud mod lyskurven på hjørnet af Belleville og Douglas Street. Næsten læner sig op ad træhusets gavl. I de dybe øjenhuler stirrer de sorte øjne. Trutmunden, der frembringer uimodståelige lokkelyde, afgrænses af fuldblodsrøde struttende læber, og armene på den fyldige sorte krop med store runde former omfavner et ungt menneske. Kvindens navn er Dzunukwa, og hun er stor – større end os mennesker.

Blandt de oprindelige folk på den canadiske vestkyst fortælles der mange historier om kæmpekvinden Dzunukwa. Kvinden med røde sensuelle læber. Hvis de små børn ikke er artige, så kommer Dzunukwa til landsbyen om natten. Når mørket omfavner natten mest muligt, og bålet i langhuset hensygner sløvt, da kommer Dzunukwa ud af skoven og tættere på langhusene. På ryggen bærer hun en kurv til nattens rov. Ser hun en mulighed, så snupper Dzunukwa de værste små bøller. Putter de uvorne unger i kurven og tager dem med ud i skoven - og de er væk for altid. Men selvfølgelig sker det kun for de børn, som ikke er artige. Det er børneopdragelse på den canadiske vestkyst blandt områdets oprindelige befolkning.

Dzunukwa er meget dygtig til det, hun gør. Der er endnu aldrig nogen, som har set hende tage et barn. Der er aldrig børn, der er undsluppet Dzunukwas fangenskab, så der er en lille smule uklarhed om, hvordan det foregår... 
Dzunukwa-kvinden er det nederste af fem motiver på en totempæl, der står i Thunderbird Park lige i hjertet af Victoria på Vancouver Island i det vestligste af Canada.  

Totempæle 
Bemærkelsesværdige, meget imponerende og ofte op til tyve meter høje træsøjler, fyldt med udskæringer. Totempælen er nordvestkystindianernes måde at fortælle en god historie på. Det er ”storytelling”, længe før ordet gjorde sit indtog i det danske sprog.

Totempælen handler om kulturel identitet. Det er en måde for de oprindelige folk på den canadiske vestkyst at fortælle: ”Hallo. Vi er her stadig, og vores kultur er her stadig”. Derfor bliver der stadig udskåret totempæle og dermed fortalt historier. Figurerne på pælen er rammerne for historien, som totempælen fortæller.

Det kan ofte være en traditionel historie, der ikke må bruges uden tilladelse. En totempæl skal behandles med respekt ligesom mennesker skal, for hos de oprindelige folk på Canadas vestkyst, er totempælen ligesom et menneske med historie og traditioner. En historie, der skal fortælles for at blive husket. 

”You treat a totempole with respect, just like a person, because in our culture that’s what it is. A pole is just another person that is born into the family, except he is the storyteller.” 
Norman Tait, Nisga’a nation, 1993. 

Hollywood og totempæle 
Selvom Hollywood gennem utallige western-klassikere fra 50’erne gerne vil fortælle os en anden historie, så er det i Nordamerika kun indianerne på den canadiske vestkyst, der udskærer og rejser totempæle. En skik udbredt blandt de syv hovedstammer langs kysten. Fra Tlingit i det sydøstlige hjørne af Alaska, Tsimshian ved Prince Rupert, Haida-folket på Queen Charlotte Island, Nuxalk omkring Bella Coola, Kwakwaka’wakw (også kendt som Kwakiutl) på nordspidsen af Vancouver Island og de nordlige øer i Georgia-strædet, eksempelvis Alert Bay og Quadra Island, Nuu-chah-nulth på vestkysten af Vancouver Island og hos Coast Salish i Vancouver-området og ned mod Seattle.  
Syv kulturelle hovedområder med hver deres særpræg og skik indenfor træskærerarbejder og udtryksformer – og dette slår også igennem på totempælene fra de forskellige stammer. 

Totempælen er ikke en totempæl 
Ordet totempæl er et forkert udtryk for disse udskårne træsøjler, men mange års brug har bidt sig fast, og nu er totempæle totempæle.  
Totem betyder genstand fra naturen, der i nogle naturreligioner menes at bringe lykke eller have en særlig religiøs betydning for et bestemt samfund eller en bestemt gruppe mennesker. Der er intet religiøst over en totempæl. Det er en historie, storytelling, eksempelvis et udsagn om en person eller til minde om en bestemt begivenhed.

Totempælen er et stykke monumental kunst udskåret på pæle eller søjler af træ med figurer, der kommunikerer vigtige beskeder i nordvestkystindianernes kultur. De udskårne dyr eller karakterer repræsenterer typisk symboler.  
Totempælene kan indgå i en bygning som del af husgavlen eller være bærende søjler i huset. De bliver brugt som velkomsthilsen til besøgende, begravelsespæle der indeholder afdødes rester, eller brugt til at bringe skam over nogen. 

Kwakwaka’wakw totempæl 
Majestætisk står totempælen med Dzunukwa foran langhuset ved Royal British Columbia Museum i Victoria by og kun et stenkast fra havnen og med the Empress Hotel på den anden side af gaden. Lige der, på hjørnet af Douglas Street og Belleville Street, var der i 1940 en tom grund. Hvorfor ikke bruge stedet til at vise nogle af de imponerende totempæle som naboen, provinsmuseet Royal British Columbia Museum, har i sine samlinger? Og det blev gjort.

Indbyggerne i Victoria blev glade for det, de så – og dermed var frøet lagt til Thunderbird Park. I dag kan vi turister komme forbi og se en stor samling af totempæle. Vi kan lære og blive klogere på de forskellige udskæringer og de forskellige stilarter fra vestkysten og de forskellige stammer.

Den bedste og mest imponerende plads i parken indtager Kwakwaka’wakw-indianeren Mungo Martins Dzunukwa-totempæl og langhus.

Forrest i parken og lige ud til krydset står den 5-mand høje og smukt udskårne og bemalede totempæl. En meter bagved pælen er det bemalede gavlparti af langhuset. Bagved igen kommer de andre totempæle og museet.

Ofte vil en totempæl foran et langhus vise symboler og vartegn for familien, som langhuset tilhører. Kunstneren Mungo Martin har på denne totempæl i Victoria valgt at udskære symboler fra fire af de mange klaner/storfamilier, der udgør Kwakwaka’wakw-nationen.

Fra toppen ser vi tordenfuglen, der tilhører Knight Inlet-klanen. Derunder kommer en dobbeltfigur. Grizzlybjørnen, der holder om en kobberplade og som, nedenunder bjørnen, transformerer sig til et menneske. Det viser, at grizzlyen er forfædre til Kwakwaka’wakw-nationen, og kobberpladen er et tegn på velstand.

Herunder ser vi bæveren (tydelig med store fortænder og krydsskraveret hale), der tilhører Blunden Harbour-klanen. Ved foden står den gigantiske Dzunukwa, der er symbolet på Nimpkish-klanen. Ifølge klanlegenden, så jagter en mand Dzunukwa, da hun har stjålet en tørret fisk, og det ender med, at de bliver gift. Deres søn, halvt menneske og halvt Dzunukwa, er grundlægger af klanen. Produktet af dette ægteskab, sønnen, sidder i sin moders arme og kigger sig over skulderen.

Wawadit’la, langhuset bag totempælen er en kopi af et original Kwakwaka’wakw langhus, men i en lidt mindre målestok. Det oprindelige langhus stod i midten af 1800-tallet i Fort Rupert (lige udenfor Port Hardy på Vancouver Island) og var opført af høvding Naka’penkim, hvis position Mungo Martin senere arvede. 
Indenfor i langhuset er der fire bærende pæle,som holder taget. Alle fire pæle er smukt udsmykket med symboler og tegn, der viser Naka’penkims relationer til 3 forskellige klaner gennem arv eller ægteskab. Husets gavl er udfyldt med et overnaturligt sø-monster. Motivet har Mungo Martin taget fra et gavldesign på et langhus, hvor husets høvding havde relationer til Mungo Martin.

Mungo Martins langhus og totempæl i Thunderbird Park blev indviet i 1953 med en 3-dages ceremonifest, hvor mere end 50 dansere optrådte. Alle i familie med Mungo Martin. Der kom oprindelige folk fra hele vestkysten til festen. Der blev for første gang i 80 år holdt en traditionelt potlatch-fest, hvor Mungo Martin, som ejer af huset og totempælens skaber, gav gaver væk til 30 personer af høj status og mere end 200 gæster.

Gæsterne modtag gaverne og accepterede dermed Mungo Martins status og Dzunukwa-totempælens betydning og placering i Thunderbird Park i Victoria. 

FAKTABOKS 

  • Der er flere gode steder i Canada at se totempæle og lære om deres betydning. 
  • Royal British Columbia Museum i Victoria www.royalbcmuseum.bc.ca  
  • MOA. Museum of Anthropology i Vancover. www.moa.ubc.ca  
  • I Vancouver kan du også se totempæle i Stanley Park. 
  • Canadian Museum of Canada (det tidligere Canadian Museum of Civilization) i Ottawa www.historymuseum.ca

lørdag, juni 27

YUKON PÅ KANTEN AF VERDEN

”I imagine that in everyone’s life there eventually comes a moment when a simple question, or a chance meeting, or a knock on the door, changes the entire course of one’s future.”  
Laura Beatrice Berton, I married the Klondike, 1961. 

Yukon. Yu-kon. Navnet klinger eksotisk. Udfordrende og spændende og ikke mindst dragende. Højt mod nord. I det nordvestlige Canada. Lige på grænsen til Alaska. Nord for 60. breddegrad. Yukon er noget specielt. Intet område i Nordamerika kan sammenlignes med Yukon. Den utæmmede vildmark er det perfekte sted at udfordre og udforske sig selv.

Yukon betyder den store flod. Ordet kommer fra Athabasca-folkets Yu-kun-ah. John Bell udtalte i 1946 ordet Youcon, og senere blev den nuværende stavemåde gældende. Først dækkede navnet over Fort Yukon, der var en handelsstation, som lå hvor Yukon River og Porcupine River løber sammen. Senere blev ordet brugt om Yukon River og senest om Yukon-territoriet.

Som en kæmpe kvælerslange snor Yukon-floden sig 3.500 kilometer gennem landskaberne i British Columbia, Yukon og Alaska for at nå Beringsstrædet. Gennem årtusinder har den skåret sig gennem lagene, formet landskabet og bestemt over områderne. Bestemt over liv og død. Givet områdets oprindelige befolkning mad. Men også været en trussel mod deres eksistens. Givet dem mad, men også taget liv.

I sommeren 2004 padlede jeg sammen med en lille gruppe ad Nordamerikas femtelængste flod. Vi var syv canadiere, en nordmand og jeg.  Jeg havde altid drømt om en vildmarksoplevelse ad Yukon River, og på 12 dage sejlede vi 312 kilometer fra Minto til Dawson City. Det lyder ikke af meget, men er den dobbelt længde af Danmarks længste vandløb, Gudenåen, der er 158 kilometer lang. Distancen svarede også til afstanden mellem Holstebro og København. Set i det lys virkede de 312 kilometer lidt mere imponerende og udfordrende.

For mange virker Yukon som en uopnåelig drøm. Men det behøver det ikke være. Kodeordet er planlægning, sund fornuft og god dømmekraft, specielt når det gælder egne evner og muligheder eller mangel på samme. Det er vigtige ingredienser for sikkerheden, men ingen garanti. At begive sig ud i vildmarken kræver forberedelser og det rigtige udstyr, ærlighed over for sig selv og - måske vigtigst af alt - selskab. Ligesom kun en tåbe ikke frygter havet, er det kun et fjols uden respekt for vildmarken, der rejser alene.  
Selvom den uendelige vildmark kan virke smuk og fredfyldt, skal den respekteres, og det er vigtigt hele tiden at have sikkerheden for øje. Naturen giver sjældent en ekstra chance, når uheldet er ude. For mig er charmen ved Yukon følelsen af at være ved den yderste grænse. At rejse og leve på kanten af verden og civilisationen.  
 »This isn’t the end of the world, but you can see it from here«. Sagt om Dawson City, målet for vores tur ad Yukon River.

Det var femtedagen på vores kanotur på Yukon River, og jeg vågnede op og mærkede resultatet af de tidligere dages hårde arbejde med at padle kanoen frem gennem vandet. Det var uvant kun at arbejde med overkroppen og armene og en uvant stilling at sidde i. Jeg betalte prisen i form af ømhed og betændelse i leddene.

Som de andre dage stod vi op ved syvtiden og fik morgenmad, pakkede teltene sammen og gennemgik vores morgenritual med morgengymnastik og dagens oplæsning, som fik os til at reflektere over, hvordan vi mennesker behandler naturen. Vores opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssig, når man tænker på, hvor meget naturen har at tilbyde os i form af et åndehul i hverdagen.

Vi havde stadig 225 km foran os, inden vi var fremme i Dawson City. Vi havde fået varmen af de første par timers padlen, og det var tid til den daglige ”rafting up”. Det vil sige, at vi bandt kanoerne sammen, og lod Yukonflodens hovedstrøm føre os nærmere målet. Mens vi flød af sted og nød en halv time i solen, faldt snakken på vores yndlingsscener fra filmens verden. De bedste bud var: Afskedsscenen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i ”Casablanca” og restaurantscenen med Meg Ryan og Billy Crystal i ”Da Harry mødte Sally.” - I will have whatever she’s having…

Så var det tid til den sidste padlen inden frokost. Vi måtte ved egen kraft føre os frem til dagens kulinariske frokostoverraskelse: Varme tortillas serveret på en sandbanke i floden. Til dessert fik vi M&Ms med peanutbutter. Vi fik tid til at tjekke området, inden vi skulle tilbage i kanoerne, og vi fandt spor efter både elg og bjørn.

Over middag skinnede solen som de foregående dage fra en næsten skyfri himmel. Selv om temperaturen om morgenen ofte var omkring frysepunktet, så bød Yukon på varme eftermiddage, hvor vi ofte kunne nøjes med T-shirt og skjorte, da der næ- sten ikke var nogen vind. Igen bandt vi kanoerne sammen og flød ad den smukke flod, der skærer sig gennem landskabet og efterlader 200 meter høje kløfter.

Foran os lå Coffee Creek, der er opkaldt efter Coffee Jack, en lokal indiansk pelsjæger. Stedet var i mange år samlingssted for områdets oprindelige befolkning. Arkæologiske fund tyder på, at også russerne var aktive ved Coffee Creek i begyndelsen af 1800-tallet. I 1910 kom nybyggerne, og i 1916 blev der åbnet en lille telegrafstation og en handelsstation. Mange dale med små bække, der løber ud i Yukon River, blev undersøgt omkring år 1900. Flere steder var der minedrift i en periode, hvorefter de blev forladt igen. Enkelte er stadig aktive og derfor privatejede, og det skal man være opmærksom på, inden man går i land og slår sit telt op.  
Fremme ved Coffee Creek, hvor vi egentligt ville slå lejr for natten, så vi spor efter bjørne. Lapper og ekskrementer. De virkede ikke helt friske, men vi tog ingen chancer. Det var stadig tidligt på dagen, så vi valgte at fortsætte nogle kilometer videre for at finde en ny sandbanke uden spor af bjørne. En halv time senere havde vi heldet med os. En fin stor sandbanke med lidt buskads til privatliv - et perfekt sted for en lejr. På sydspidsen af den store dråbeformede sandbanke var der elgspor, som forsvandt ud i floden, så også her var der dyreaktivitet, men ingen spor efter bjørne.

Det havde været vores foreløbigt længste dag på floden, men vi nåede alligevel frem kl. 17.30. En time senere havde vi slået vores telte op og sad ved aftensmaden, der bestod af pasta og chokoladekage. Om aftenen sad vi og snakkede og læste i bøgerne fra det lille medbragte bibliotek. Udvalget bestod af bøger relateret til emnerne Yukon, vildmarksliv og kanoture.

Mens vi andre læste, stod vores rejsekammerat Kathy ved bredden med sin kikkert og undersøgte den modsatte bred. Pludselig kom hun løbende ind i lejren. - Jeg tror, jeg har fået øje på en bjørn. En enorm brunbjørn, lød det forpustet fra Kathy. Vi stoppede alle med det, vi var i gang med og gik ned til flodbredden for bedre at kunne se over på den modsatte side. Ganske rigtigt. En dejlig brunpelset fyr luntede tværs over bjergsiden. Selv uden kikkert kunne vi tydeligt se bjørnen, mens den bevægede sig fra det åbne landskab mod nogle spredte træer og videre ind i et tættere buskads. Efter et par minutter forsvandt den. Vi var blevet bekræftet i vores antagelse om, at der var bjørne i området. Og ikke kun de mindre sortbjørne, men også enorme brunbjørne, der kan veje op til fem-seks hundrede kilo og blive to en halv meter høje, når de står på bagbenene.

Vi var kommet sent af sted fra den foregående nats lejr, men alligevel havde vi tilbagelagt 55 km på floden, og klokken var kun 21.00, da der var stille i lejren. I min sovepose lå jeg og tænkte på den store bjørn og lyttede efter, om den virkelig var flygtet, eller om den kunne finde på at komme forbi vores lejr. Men der var ikke en lyd ud over flodens stille rislen.